Den tyrkiske vicepremierminister Numan Kurtulmus om tysk smædedigt: »En alvorlig forbrydelse mod menneskeheden«
Sagen om den tyske komiker, som fornærmede Erdogan, vokser dag for dag.
Hvis den tyske kansler Angela Merkel havde håbet på at dysse sagen ned, da hun forleden talte i telefon med den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, så lykkedes missionen absolut ikke.
Efter at den tyske komiker og tv-vært Jan Böhmermann den 31. marts læste et smædedigt op om den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, er sagen i stedet blevet større dag for dag.
Tirsdag bekræftede statsadvokaturen i Mainz forlydender om, at Erdogan havde anmodet om retsforfølgelse af Böhmermann, som med sine udtalelser muligvis har overtrådt en paragraf i den tyske straffelov, der forbyder »fornærmelse af organer og repræsentanter for udenlandske stater.«
En overtrædelse, som i værste fald kan give mellem tre og fem års fængsel.
En talsmand for Erdogan understregede ifølge Spiegel mandag, at det »naturligvis« er en sag, som skal afgøres inden for det tyske retssystem, men at man ikke opfatter en fornærmelse som den pågældende som indbefattet af presse- og meningsfriheden.
Den tyrkiske vicepremierminister, Numan Kurtulmus, mener, at digtet er en fornærmelse mod alle tyrkere, og kalder ifølge Spiegel Böhmermanns handling »en alvorlig forbrydelse mod menneskeheden,« ligesom komikeren er en »uforskammet mand,« der har overskredet alle »grænser for skamløshed.«
Højtlæsningen af digtet skete på ZDF-satireprogrammet "Neo Magazin Royale". I digtet kaldte Böhmermann præsidenten en »gedeknepper«, beskyldte ham for at slå på piger og for at se børneporno. Samtidig lød det, at Erdogan lugter og har en lille penis.
ZDF var hurtigt ude og understrege, at indslaget ikke levede op til tv-stationens kvalitetskrav, og man havde følgelig valgt at bortredigere det fra genudsendelsen, ligesom det er slettet fra ZDF's mediatek og programmets Youtube-kanal.
Angela Merkel kom efterfølgende ind på emnet i telefonsamtalen med Ahmet Davutoglu, hvor hun kaldte digtet for »bevidst krænkende« og i øvrigt henviste til, at ZDF havde fjernet indslaget.
Men mens statsadvokaten i Mainz først indledte en sag mod Jan Böhmermann og ledelsen på ZDF efter anmeldelser fra privatpersoner, og ingen regnede med, at det ville ende med fængsel, tog sagen en ny drejning, da Tyrkiet gik aktivt ind i sagen.
Ifølge en paragraf i den tyske straffelov retsforfølger man nemlig først i sådanne sager, hvis der foreligger en anmodning om retsforfølgelse fra den fornærmede regering, og hvis den tyske regering giver tilladelse til det.
Anmodningen foreligger. Nu mangler den tyske regering at tage stilling til næste skridt. Og det er tilsyneladende svært, for man har ingen erfaring med lignende sager, ligesom den aktuelle sag er stærkt politisk.
Regeringstalsmanden Steffen Seibert sagde mandag på et pressemøde, at man inden for de næste dage vil undersøge sagen.
Han benyttede samtidig lejligheden til at gøre det helt tydeligt, at Angela Merkel sætter meningsfriheden i kunsten og videnskaberne meget højt, og at den ikke er til forhandling.
Tidligere har det ellers lydt fra Seibert, at presse- og ytringsfriheden ikke er grænseløs.