EU-chefer godkender Tyrkiet-aftale
Aftalen mangler endnu officiel godkendelse af Tyrkiet. Den ventes senere fredag.
EU’s 28 stats- og regeringschefer har fredag eftermiddag ifølge den finske premierminister Juha Sipilä godkendt et udkast til en aftale med Tyrkiet, som skal sætte prop i flygtningestrømmen til Europa.
Det oplyser finnen på Twitter, og det bekræftes af flere centrale kilder.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen skriver, at topmødet »nærmer sig afslutning.« Efter en smuttur til København nåede Løkke frem til topmødet igen, kort før aftalen blev godkendt.
Aftaleudkastet var lagt på bordet efter et møde mellem EU’s top og Tyrkiets premierminister Ahmet Davutoglu tidligere fredag.
»Derfor forventer vi, at Tyrkiet vil støtte det,« siger en centralt placeret EU-kilde.
Som et helt afgørende punkt i aftalen træder den allerede i kraft på søndag.
Den betyder, at flygtninge og migranter, der fremover ankommer til græske øer, efter en individuel asylbehandling, returneres til Tyrkiet.
Aftalen er ikke officiel før et møde mellem EU's regeringschefer og Tyrkiet senere fredag.
»Jeg håber, at Tyrkiet står ved, hvad de lovede tidligere i dag,« siger en diplomat fra et EU-land.