Fortsæt til indhold
Europa
Artiklen opdateres

Medier: Fransk politi udfører antiterror-aktioner i flere byer

I flere franske byer er der blevet foretaget anholdelser efter koordinerede aktioner.

Hundredvis af franske betjente har natten til mandag og mandag morgen gennemført en række koordinerede ransagninger i flere franske byer.

Det skriver flere franske medier tidligt mandag morgen.

I forbindelse med ransagningerne i Grenoble skulle politiet have beslaglagt flere våben og mindst seks personer være blevet anholdt, skriver den lokale avis Le Dauphine. I Toulouse skulle der også være foretaget anholdelser.

Aktionerne er ifølge medierne blevet foretaget i Toulouse, Grenoble, Jeumont, som ligger nær grænsen til Belgien, samt Bobigny, en forstad til Paris.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at ransagningerne og anholdelserne er foretaget som led i landets terrorbekæmpelse og ikke har en direkte forbindelse til fredagens angreb i Paris.

The Guardian rapporterer, at der i Jeumont er blevet afspærret flere gader i forbindelse med ransagningen af en bygning, og AFP fortæller i forbindelse med aktionen i Bobigny, at politiet gik rundt og afhørte områdets beboere. Myndighederne har dog ikke udtalt sig om aktionerne endnu, og mediernes oplysninger er derfor ikke blevet verificeret.

Billeder taget af mediet La Dépêche på et af stederne viser, hvordan en kolonne af politiets salatfade kører gennem gaderne.

Abdeslam Salah fra Belgien blev søndag efterlyst internationalt.

Søndag satte politiet i både Frankrig og Belgien alle kræfter ind på at finde en terrorist, som tilsyneladende undslap efter angrebet. Manden er ifølge politiet den 26-årige belgiskfødte Abdeslam Salah, som søndag aften blev efterlyst internationalt.

Ifølge AP var det Abdeslam Salah, der stod som lejer af en af de biler, der blev benyttet af nogle af gerningsmændene i terrorangrebet. Bilen blev senere fundet forladt i Paris.

Ifølge medier som The Guardian og BBC blev den 26-årige sammen med et par andre mænd kortvarigt stoppet af politiet ved den fransk-belgiske grænse tidligt lørdag morgen. Betjentene lod ham angiveligt gå efter at have tjekket hans id.

Frankrig er blevet erklæret i undtagelsestilstand, efter at koordinerede attentater i Paris fredag kostede mindst 129 mennesker livet. Undtagelsestilstanden giver politiet flere beføjelser over for borgerne end ved normalt alarmberedskab.

En talsmand for Frankrigs præsident François Hollande sagde søndag til AFP, at præsidenten ønsker, at undtagelsestilstanden i Frankrig skal vare i tre måneder. Præsidenten samler mandag hele det franske parlament til kongres i Versailles, hvor alle partier vil få mulighed for at holde et oplæg om deres syn på situationen.