Parisere står i kø i timevis for at give blod til terrorofre
Blodbanken nær det ene gerningssted er overfyldt - nogle donorer bliver endda sendt væk.
Der er mange hundrede sårede ved fredagens terrorangreb, og mange sårede betyder et stort behov for blod.
Derfor sendte flere franske medier lørdag morgen en besked ud, hvori man appellerede til franskmændene om at komme ud og give blod, og den opfordring har et stort antal borgere hørt.
Uden for blodbanken i Rue Alibert, næsten ved siden af restauranten Le Petit Cambodge, hvor det ene angreb fandt sted, har der dannet sig en kø på omkring 50 meter uden for blodbanken, hvor beredvillige parisere er kommet hen for at give deres hjælp til de sårede.
»Folk har fået at vide, at de skal indstille sig på at vente to-tre timer,« siger Jyllands-Postens korrespondent Henrik Thomsen, som er på stedet.
Myndighederne i Frankrig meddelte, at der ud af de 180 sårede er 80, som er i kritisk tilstand og skal have blod akut. Siden er beskeden blevet spredt på de sociale medier sammen med et kort over, hvor man kan gå hen for at give blod.
Og blandt beboerne, som befinder sig nær Rue Alibert, er bønnen i dén grad blevet hørt.
»Sygeplejerskerne går frem og tilbage i køen og samler information. Nogle er blevet sendt væk, fordi man har nok blod fra deres blodtype,« forklarer Henrik Thomsen.
Websiden med kortet over blodbanker har flere gange været nede på grund af overbelastning.
Ud over angrebet på Le Petit Cambodge skete der fredag også sprængninger ved restauranten Le Carillon lige ved siden af. Desuden var der eksplosioner med flere døde ved Stade de France nord for Paris samt ved flere andre barer og restauranter i det 10. og 11. arrondissement.
Det dødeligste angreb skete på spillestedet Bataclan, hvor omkring 100 mennesker mistede livet, da gerningsmændene begyndte at skyde de tilstedeværende under en koncert.
Islamisk Stat har lørdag middag i en officiel erklæring taget skylden for de blodige angreb i Paris med 127 dræbte.