Fortsæt til indhold
Europa

Asylansøgere nægtede at stå af bus i Sverige: Nu siger de undskyld

»Sverige er et godt land, og vi er taknemmelige,« siger flygtninge, der fortæller om bussagen.

I weekenden kunne svenskerne læse om endnu en episode, hvor asylansøgere nægtede at stå af den bus, som havde transporteret dem til deres midlertidige bopæl.

Fra Malmø-området havde asylansøgerne kørt knap 1.000 km nordpå til Sundsvall Kommune, hvor det var meningen, at de skulle have stået af ved to forskellige asylcentre i øde områder.

Flere af dem stod af, men 25 personer nægtede, og bussen kørte derfor til rutebilstationen i Sundsvall, hvor den holdt natten over.

Asylansøgerne fik efterfølgende to muligheder: De kunne stå af bussen og selv sørge for at finde indkvartering, eller de kunne blive siddende og ville blive kørt til et af de to bosteder, som bussen tidligere havde været forbi.

18 valgte at køre med til bostedet, mens 7 personer stod af og tog toget sydpå.

Hændelsen står langt fra alene, og der har i den senere tid været flere beretninger om flygtninge, som nægter at bo i isolerede områder. Samtidig kæmper Sverige med at finde indkvartering til de mange asylansøgere, som strømmer ind i landet, der forventer op mod 190.000, før året er omme.

I sidste uge meddelte den svenske justits- og migrationsminister, Morgan Johansson, således, at tilstrømningen er så massiv, at man ikke længere kan garantere flygtninge tag over hovedet.

Men asylansøgernes modvilje mod at stå af bussen, handlede om en misforståelse og skal ikke forstås som utaknemmelighed, siger flere, som avisen Sundsvalls Tidning har talt med.

Abed Alraham Abokaff fra Syrien siger, at de havde fået at vide, at de skulle køre med bus i 1 time og 45 minutter, men først efter 15 timer stoppede bussen midt ude i en skov.

Manden, hvis børn bor på Øland, tilføjer, at havde han vidst det, ville han slet ikke være stået på bussen.

En anden regnede med at komme til sin far i Oskarshamn, og andre fortæller lignende historier om, at de ikke havde fået at vide, at de skulle så langt væk, og at buschaufføren ikke ville sige, hvor de skulle hen.

Asylansøgerne siger dog til avisen, at de gerne vil undskylde over for alle de svenskere, som opfatter dem som utaknemmelige.

»Her er virkelig smukt, og Sverige er et fantastisk godt land. Vi er meget taknemmelige over for det svenske folk og den svenske stat,« siger Abed Alraham Abokaff.