Ny ballade i Sachsen: 400 demonstranter spærrede vejen for 721 flygtninge
200 betjente måtte der til for at holde styr på 400 mennesker, der havde sat sig på vejen.
Sachsen har Pegida.
Den stærkt islam- og indvandringskritiske bevægelse, som hver mandag indtager Dresdens gader med krav om at stoppe flygtningestrømmen.
Og Sachsen har længe haft NPD, det højrenationalistiske parti NPD, der tidligere har siddet i landdagen og ville komme ind igen, hvis der var valg i dag.
Således bliver den tidligere øst-delstat ofte nævnt i forbindelse med angreb eller protester mod asylcentre.
I august resulterede det i flere dages uro i byen Heidenau efter demonstrationer, der rettede sig mod 600 flygtninge, der skulle flytte ind i et nedlagt byggemarked.
Nogle forsøgte at blokere indgangen til byggemarkedet, og flere blev såret under sammenstød mellem politi og demonstranter.
Og søndag var det i byen Freiberg, at der opstod ballade.
Da et særtog med 721 asylansøgere rullede ind i byen, stod omkring 400 demonstranter klar til at spærre vejen for de busser, de skulle køre de nyankomne videre.
200 betjente måtte sættes ind for at kontrollere de dobbelt så mange demonstranter, der satte sig på jorden for at forhindre asylansøgernes videre færd mod Dresden og Leipzig, ligesom de kastede med mad mod busserne.
Omkring 50 moddemonstranter var mødt op, og ifølge de tyske medier var stemningen aggressiv. Tre betjente blev lettere såret, da politiet brød blokaden.
Samme aften stod et flygtningecenter i brand i byen Lampertheim i Hessen. Ingen beboere kom til skade, men meget tyder på, at branden var påsat.
Det er langt fra første gang, at flygtningehjem bliver ødelagt af ild eller hærværk.
Ifølge Der Spiegel viser en fortrolig analyse fra det føderale kriminalpoliti, BKA, at der i løbet af de første tre kvartaler i 2015 har været 505 angreb mod asylcentre. Heraf betegnes 461 af dem som højredrejede, politisk motiverede.
Sidste år lå det samlede tal på 177.
De fleste angreb har fundet sted i delstaten Nordrhein-Westfalen, hvor byer som Köln, Düsseldorf og Bonn ligger. 3.500 betjente måtte stoppe uroligheder i Tyskland
Det var da også i Köln, at overborgmesterkandidaten Henriette Reker tidligere på måneden blev knivstukket i halsen af en mand, som var vred over flygtningepolitikken.
Overfaldet skete under valgkampen, og selv om Reker blev hårdt såret, forventes hun at komme sig fuldstændig og kan nu kalde sig overborgmester.