Tysk statsadvokat undersøger: »Desværre er kz-lejrene ude af drift«
Selv for Pegida-tilhængere syntes den omstridte tyrkisk-tyske forfatter Akif Pirinçci at blive for meget.
I knap en halv time talte den tyrkisk-tyske forfatter Akif Pirinçci dunder mod den tyske asylpolitik, da den islamkritiske bevægelse Pegida markerede sin ét års fødselsdag i Dresden mandag.
Akif Pirinçci, der har skrevet højrepopulistiske pamfletter og kritiske bøger om kvinder, homoseksuelle og indvandrere, kaldte politikerne for gauleitere mod deres eget folk - med henvisning til den embedstitlen, som blev brugt under Det Tredje Rige og betegnede den øverste embedsmand i en egn eller provins.
Og, fortsatte han, asylansøgerne invaderer landet, mens muslimer »pumper de vantro fulde af muslimjuice«, og Tyskland står over for at blive en »muslimlosseplads«.
Det skriver Der Spiegel.
Forfatteren gik derefter over til at fortælle om et informationsmøde i Hessen, hvor en CDU-politiker angiveligt havde forslået asylmodstandere, at de kunne forlade Tyskland.
»Der fandtes naturligvis andre alternativer, men kz-lejrene er desværre ude af drift for tiden,« sagde han og blev mødt med applaus.
Og det er netop disse ord, som nu betyder, at statsadvokaten undersøger, om der er grundlag for at indlede en sag om hetz mod en folkegruppe - om end Pirinçci efter alt at dømme mente, at kz-lejrene i givet fald skulle benyttes til asylmodstandere som ham selv.
Undersøgelsen sker efter anmeldelse fra en privatperson.
Ny stor anti-islamisk demonstration i Tyskland
Tusinder af »fødselsdagsgæster« var mødt op for at fejre Pegida, mens andre tusinder var gået på gaden et andet sted i byen for at tage afstand fra »hetzen«.
Og selv for visse af Pegidas tilhængere syntes Pirinçci at gå for langt. Ifølge Der Spiegel råbte enkelte »ingen hetz«, mens andre bad ham om at holde inde.
Og efter næsten 30 minutter valgte Pegidas formand, Lutz Bachmann, at afbryde talen.
»Mange mennesker var chokerede,« siger René Jahn til Der Spiegel. Han var med til at grundlægge Pegida, men forlod bevægelsen i januar.
Politiet var talstærkt til stede mandag, og selv om det kom til sammenstød mellem grupperingerne, blev der ikke tale om den voldsflodbølge, som nogle havde frygtet.
Én Pegida-tilhænger blev overfaldet af modstandere på vej til demonstrationen. Han blev alvorligt såret. Derudover blev tre personer anholdt for overfald og besiddelse af eksplosiver.
Stemningen i Tyskland er på nuværende tidspunkt mildest talt anspændt. Asylansøgerne strømmer til landet, mens presset øges på kansler Angela Merkel, som fastholder, at Tyskland godt kan holde til de mange nyankomne, hvilket andre er begyndt at sætte stadigt flere spørgsmålstegn ved.
Situationen spidsede yderligere til, da overborgmesterkandidaten i Köln Henriette Reker lørdag blev stukket ned af en mand, som var vred over den flygtningepolitik, som Reeker og Merkel står for.
Henriette Reker vandt overborgmestertitlen, men er fortsat indlagt på hospitalet.
Tirsdag advarede Europaparlamentets formand Martin Schulz om, at de tyske højreekstreme kræfter måske ikke udgøres af mange mennesker, sammenlignet med andre lande, men at de er mere villige til at gribe til vold og dermed farlige.