Hvorfor er en svensk historie vigtigere i Danmark?
Lørdag aften brændte den tredje bygning på en uge ned i Sverige. På trods af det er det en større historie i Danmark.
Betyder det mere i Danmark, at en tidligere skole, der efter planen skulle være hjem for asylansøgere i Sverige, brændte ned, end det gør i Sverige?
Det indtryk kunne nogle måske let få, hvis de søndag formiddag læste både de danske og svenske netmedier.
Fire af de svenske medier Expressen, Aftonbladet, Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet havde alle fire nyheden om den tredje brand på blot én uge mod kommende asylboliger langt nede på deres respektive hjemmesider.
Hvis man kiggede på flere af de danske medier, var det en nyhed, som var placeret lige under toppen. Og da der blev udøvet hærværk mod et asylcenter på Djursland i august, fyldte det ganske meget i det danske mediebillede dagen efter.
Men hvorfor i al verden bliver en svensk historie prioriteret højere i danske medier, end den gør i de svenske medier?
»Den svenske presse har gennem mange år forsøgt at nedtone de problemer, der har været med integration og sammenstød mellem udlændinge og svenskere, der synes, at man skal begrænse tilstrømningen af udlændinge til landet,« siger Lars Hovbakke Sørensen, der er ph.d. i internationale studier og i dag fungerer som ekstern lektor ved både Aarhus og Københavns Universitet.
Hvorfor skulle den svenske presse dog have interesse i at nedtone problemer med integration og flygtninge?
»Det kommer af flere ting. En af tingene, som har haft stor betydning, er det svenske neutralitetsprincip, som man har haft i over 200 år. Især i den kolde krig stod Sverige uden for blokkene og forsøgte at optræde som mæglere i internationale konflikter. Svenskerne har været vant til at have en selvopfattelse af at være de gode og være dem, som ikke træder nogen over tæerne. Det smitter af på andre om områder,« siger han.
Lars Hovbakke Sørensen mener, at vi i Danmark har gjort os nogle helt andre erfaringer, hvor vi som regel har støttet Vesten, når der har været internationale kriser. Derfor siger han, at der er en helt anden tilgang til udlændingedebatten i Danmark, hvor det er i orden at vælge side og diskutere tingene.
Noget som ifølge Lars Hovbakke Sørensen er helt tydeligt, hvis man kigger på den politiske debat i Danmark og Sverige, når det gælder udlændingepolitikken.
»I Danmark diskuteres udlændingespørgsmålet bredt og åbent i både pressen og i Folketinget. Omvendt kan man se på dækningen af højrefløjspartiet Sverigedemokraterna, som har været meget sparsom i den svenske presse. Partiet har nærmest ikke været omtalt i forhold til, hvor stort det er blevet,« siger Lars Hovbakke Sørensen.