Flygtninge mødt af KKK-kostume, stenkast og fyrværkeri i Finland

"Ku Klux Klan er en racistisk og menneskehadende organisation. At Finlands flag kobles til det er frastødende," siger Finlands udenrigsminister, Timo Soini.

Artiklens øverste billede

Sten, fyrværkeri og protestråb.

Det var våbnene, som blev affyret mod de omkring 40 asylansøgere, som natten til fredag ankom i en bus til et flygtningecenter i den finske by Lahtis.

Ifølge Yle var 30-40 demonstranter mødt op for at tage uvenligt imod de i alt 10 familier, som er flyttet ind i, hvad der formentlig bliver Finlands største modtagecentral i en nedlagt kaserne.

På et billede, som Yle bringer på sin hjemmeside, ses en af demonstranterne iført den karakteristiske hvide Ku Klux Klan-dragt med tilhørende spids hætte. Personen bærer det finske flag.

Også Røde Kors-medarbejdere blev angrebet ved samme lejlighed.

To personer blev tilbageholdt af politiet og i mindst ét tilfælde ender det med en bødestraf.

Episoden har fået den finske regering til at udsende en pressemeddelelse, med statsminister Juha Sipilä, udenrigsminister Timo Soini og finansminister Alexander Stubb som afsendere, hvor man fordømmer episoden.

"Vold og trusler om vold bør altid fordømmes (...) Finland er et internationalt, åbent og tolerant land, hvor langt de fleste godkender migrationen," lyder det.

Også på Twitter har statsministeren og finansministeren udtrykt deres fordømmelse og indenrigsminister Petteri Orpo skriver:

"Nattens voldsgerning må fordømmes. Vi må have nultolerance over for det her."

Timo Soini, som også er formand for partiet Sandfinnerne, er særligt skuffet over Ku Klux Klan-dragten på billedet, siger han til Yles Radio 1.

"Fotografiet fører intet godt med sig. Ku Klux Klan er en racistisk og menneskehadende organisation. At Finlands flag kobles til det er frastødende."

Det er ikke første gang, at asylansøgere i Finland oplever fysisk modstand.

I weekenden var der demonstrationer i grænsebyerne Torneå og Kemi, hvor asylansøgere, der kom over grænsen, blev mødt af en mur af mennesker, der iført ishockeytrøjer og med finske flag i hænderne forsøgte at stoppe dem.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen