Kristian Jensen: Flere må til lommerne
Den massive migration splitter EU i øst og vest.
PARIS - De gamle EU-lande vil indføre kvoter for at fordele flygtningene imellem landene. De nyere vil holde migranter ude.
Hvor EU i sommer var delt i nord og syd i spørgsmålet om den økonomiske hjælp til Grækenland, går striden denne gang imellem øst og vest. Det stod klart, da EU’s udenrigsministre fredag og lørdag var kaldt sammen til et uformelt møde i Luxembourg.
Op til mødet havde udenrigsministrene i Italien, Frankrig og Tyskland sendt et fælles brev til EU’s udenrigschef, Federica Mogherini. Ifølge den franske avis Le Monde ønsker ministrene, at asylpolitikken skal omdefineres, så bl.a. Dublin-konventionen ophæves, dvs. at der kan søges asyl i et andet land, end det man kommer ind i.
Desuden vil de have ensrettet reglerne for asylophold, ligesom der skal ske en »retfærdig fordeling« af flygtningene. Også Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Francois Hollande, har i denne uge plæderet for et kvotesystem. Og formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker, foreslår, at EU i alt tager imod 160.000 flygtninge i år.
Over for dem står Ungarn, Polen, Tjekket og Slovakiet, som er stærkt imod kvoter og desuden nægter, med mulig undtagelse af Polen, at modtage flere migranter eller flygtninge.
Handel eller mennesker
Danmark er ikke direkte berørt af spørgsmålet pga. retsforbeholdet, og Danmark skal ikke tage imod flere flygtninge ifølge udenrigsminister Kristian Jensen (V), som lørdag ikke tøvede med at omtale situationen som »den største krise i EU«, og han erkendte, at: »EU har svigtet, i form af at vi ikke har kunnet løse det i tide.«
Derfor handler det nu om at »løfte blikket«, mener ministeren:
»Hvis vi ikke gør mere i nærområderne, vil det, vi har set indtil nu, bare være en dråbe i havet i forhold til det, der vil komme. Danmark har bidraget til Syriens nærområder, derfor skal flere lande nu til lommerne.«
EU bør også øge sin samhandel med nordafrikanske lande.
»Vi skal basalt set vælge imellem, om vi vil modtage deres varer eller deres befolkninger.«