Norsk kommune i frygt efter fem ulveangreb: »Min datter må ikke gå ud alene«
Lokalbefolkningen i den norske Enebakk Kommune frygter for nye ulveangreb, men det norske parlament har afvist at fange ulvene.
I Enebakk Kommune 25 km sydøst for Oslo har den norske lokalbefolkning fået nok.
Fem ulveangreb på fem uger har angiveligt kostet 55 dyr livet i området, og det har fået konsekvenser for flere af kommunens indbyggere.
Frygten for ulveangreb er blevet så stor, at forældre ikke tør lade deres børn gå ud alene i området, mens andre ikke tør gå tur med hunden.
Det skriver norske VG.
63-årige Hannah Leavenworth fortæller til avisen, at hun normalt går lange vandreture med sine tre hunde langs stierne i skovområdet i Enebakk. Men det tør hun ikke længere.
»Jeg går ikke alene i skoven med hundene mere. Måske er jeg en kujon og burde gøre det. Men det gør jeg ikke. Jeg tør ikke tage chancen,« siger hun til VG.
Sådan lyder det også fra den 31-årige mor Marte Jacobsen, der sammen sin mand Bjørn Arvid Kjensberg har set flere af familiens geder blive dræbt af en eller flere ulve.
»Jeg tillader ikke min datter at gå ud alene i området på grund af ulven,« siger Marte Jacobsen.
Kommunens borgmester, Tonje Anderson Olsen fra partiet Høyre, siger til avisen, at hun har fuld forståelse for, at frygten har spredt sig i kommunen.
Men ulven - eller ulvene - i Enebakk er beskyttet inden for de områder, som det norske parlament har kaldt for »ulvezoner«. Det er områder, hvor ulvene skal have lov til at yngle. Derfor er lokalbefolkningens ansøgning om at fange ulven blevet afslået.
Det betyder dog ikke, at ulven er fredet, lyder det fra Arnkjell Johansen fra Statens Naturoppsyn.
»Vi må ikke se bort fra, at en ulv kan blive dræbt i selvforsvar,« siger han NRK med henvisning til lovgivningen, der lyder, at rovdyr godt må dræbes, hvis de går til direkte angreb på dyr på privat grund.
Ifølge en rapport fra det Norske Institut for Naturforskning er uprovokerede angreb fra ulve mod mennesker ekstremt sjældne.
Størstedelen af ulvene anser nemlig ifølge rapporten ikke mennesker som et potentielt bytte.