Fortsæt til indhold
Europa

Exit-poll: Labours leder erkender dårligt valg

Labours partileder erkender, at det ikke ser ud som om, at partiet kommer til at vippe David Cameron af pinden som premierminister.

"Selv om vi ikke kender det endelige resultat endnu, har det tydeligvis været et skuffende valg for Labour,"

Sådan lyder det fra Labours partileder Ed Miliband fredag morgen, efter at det står klart, at partiet står til et meget dårligere valg end ventet.

Den skuffede Ed Miliband har sikret partiet et sæde i Doncaster North-kredsen.

Alt tydede på, at det britiske valg ville blive et meget tæt et af slagsen. Men sent torsdag aften stod det dog klart, at det alligevel ikke så sådan ud.

De seneste exit-polls tyder på, at partiet er blevet delvist udslettet i Skotland, og kalder det et "total wipeout". Partiet er dermed langt bagefter det konservative parti.

Fredag morgen var 460 af de 650 parlamentspladser afgjort. Der havde konservativ med 192 mandater allerede sikret sig et forspring foran Labour med 187 mandater. De liberale demokrater er stort set udslettet, og har foreløbigt mistet 37 pladser og står dermed nu med seks. Partiets Nick Clegg er dog blevet genvalgt, men har samtidig kaldt valgnatten "ond og straffende". Mens det skotske national parti SNP har snuppet samtlige pladser i Skotland.

En kilde fra partiet har allerede været ude fredag morgen og sige, at Miliband skal træde tilbage som leder af partiet. Det skriver The Guardian.

Ed Miliband peger fredag morgen blandt andet på en "bølge af nationalisme" i Skotland som årsag til Labours tilbagegang.

Her ser de skotske nationalister i SNP ud til at støvsuge næsten alle 59 mandater.

"Til alle de Labour-kandidater i Skotland, der har tabt deres mandat i parlamentet, vil jeg sige: Jeg er ked af det, der er sket," siger partilederen fredag morgen.

Efter den nye exit-polls fredag morgen er beskyldningerne begyndt at flyve gennem luften i Labour-partiet. Ifølge BBC og Sky News er flere i partiet begyndt at snakke om, at Ed Miliband ikke længere er den rigtige til at lede Labour.

Det Konservative Partis leder har ligesom Labourlederen været på talerstolen tidligt fredag morgen.

"Jeg vil sikre, at den økonomiske fremgang når ud til hvert hjørne af vores kongedømme," sagde David Cameron lige efter, at det stod klart, at han havde sikret sit mandat i Oxfordshire.

"Det er en stærk aften for de konservative," slog den nuværende og højst sandsynlig også kommende premierminister fast.

Gennem hele den britiske valgkamp har det tydet på, at opløbet ville blive meget tæt mellem de to traditionelle mastodonter i britisk politik, De Konservative og Labour.

Det endelige resultat ventes først at foreligge fredag eftermiddag, men allerede her til morgen kan det med nogenlunde sikkerhed ses, hvordan det nye parlament kommer til at se ud.

Især har det skotske nationalistparti, SNP, med frontkvinden Nicola Sturgeon i spidsen stået som en central skikkelse i Skotland.

Inden torsdagens valg havde SNP blot seks af de i alt 59 skotske mandater, men den nye exit-poll viser altså, at partiet har haft væsentlig mere fremgang, end det lige havde regnet med.

Du kan løbende følge med i exit-polls her..