Mystiske droner skaber bekymring i Paris
To nætter i træk har droner svævet over både Eiffeltårnet og den amerikanske ambassade.
Hvem står bag de mystiske droner i Paris?
Politiet står stadig på bar bund efter to nætter, hvor både ordensmagten og Paris-indbyggere har spottet flere droner over parisiske vartegn og bygninger.
Natten til onsdag blev dronerne set fem gange, bl.a. over et militærmuseum, den store plads Place de la Concorde og to af de gamle byporte.
Og natten før gjaldt det Eiffeltårnet og den amerikanske ambassade, som ligger tæt på Place de la Concorde.
"Det kan være en koordineret handling, men vi ved det ikke endnu," siger en kilde tæt på efterforskningen til det franske nyhedsbureau AFP.
Sidste måned fløj en drone ind over præsidentpaladset, og man har også set droner over 17 forskellige atomkraftværker i Frankrig, selv om det er forbudt for civile droner at komme nærmere end 2,5 km på atomkraftværker.
Politiet understreger, at dronerne er af en størrelse, så de ikke kan gøre videre skade, hvis de skulle flyve ind i bygningerne.
Frankrig er stadig i højeste alarmberedskab efter terrorangrebene mod satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i januar.