Svenske nynazister: Skriv ikke om Holocaust-mindedagen
Ansatte på flere svenske nyhedsredaktioner mødte tirsdag op til afspærrede indgange.
Tirsdag markeres den såkaldte Holocaust-mindedag, som falder på 70-årsdagen for befrielsen af kz-lejren Auschwitz i Polen.
Ved lejren i Auschwitz mødte ledere, politikere og kongelige fra store dele af verden frem for at deltage i mindeceremonien, og Holocaust-overlevere har stået frem i flere medier for at fortælle deres historier.
Men pressen bør slet ikke omtale Holocaust-mindedagen mener svenske nynazister, som natten til tirsdag havde opsat afspærringsbånd ved indgangene til en række af Sveriges Radios lokalredaktioner samt flere lokale avisredaktioner. Også et gymnasium i Stockholm skal have haft besøg.
Det skriver flere svenske medier.
Afsenderen på plasticbåndene, hvorpå der sad sedler, som opfordrede medierne til ikke at skrive om mindedagen, var den nynazistiske organisation Den Svenske Modstandsbevægelse.
Blandt de ramte var P4 Dalarna i byen Falun nord for Stockholm.
"Denne hændelse påvirker overhovedet ikke det, vi rapporterer," siger fungerende kanalchef på P4 Dalarna Hans-Olof Sundin til radiokanalen og fortsætter:
"Naturligvis vil vi rapportere om mindedagen."
På avisen Sundsvalls Tidning oplyser man, at man har anmeldt handlingen til politiet.
"Vi ser alvorligt på alle former for forsøg på at påvirke os," siger chefredaktør Anders Ingvarsson.
Og også Borlänge Tidning skal ifølge Aftonbladet have politianmeldt Den Svenske Modstandsbevægelse.
Det er ikke første gang, at højreekstreme kræfter i Sverige benytter sig af sådanne afspærringer.
I 2013 var det højreekstreme, nationalistiske Svenskernes Parti, som havde placeret blågule bånd og advarselsskilte på en række lokale avisredaktioner og kommunekontorer.
"Stop. Denne bygning er blevet forseglet af blågule bånd pga. den svenskerfjendtlige propaganda, som udspredes herfra," lød det bl.a. på et af skiltene.