Europa

"Jeg føler mig som Charlie Coulibaly," skrev komiker og blev fængslet

Den franske, kontroversielle komiker Dieudonné føler sig misforstået, men er sigtet for at være fortaler for terror.

Komikeren Dieudonné M’bala M’bala er nu blevet arresteret for at undskylde terror. Foto: Remy de la Mauviniere/AP

Det er ikke første gang, at den franske komiker Dieudonné M’bala M’bala kommer i myndighedernes søgelys.

Dieudonné, som han bliver kaldt, er selverklæret anti-zionist og er blevet idømt otte bøder for antisemitiske og racistiske udtalelser.

For et år siden forbød borgmestrene i byerne Tours og Orléans komikeren at optræde, fordi han udtalte sig antisemitisk i showet.

Om den landskendte morgenradiovært Patrick Cohen sagde han f.eks.:

"Når jeg hører Patrick Cohen tale, siger jeg til mig selv, at det med gaskamrene... det var ærgerligt."

Og nu har han atter gjort sig uheldigt bemærket. Efter søndagens march i Frankrig, hvor stats- og regeringsledere fra store dele af verden deltog, skrev Dieudonné på Facebook:

"Lad mig sige, at på denne aften, for så vidt mig selv angår, er jeg Charlie Coulibaly".

Efter terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo, som ved flere lejligheder bragte tegninger af profeten Muhammed, har store dele af verden brugt solidaritetserklæringen "Je suis Charlie" (jeg er Charlie, red.), mens Coulibaly er efternavnet på den mand, som holdt adskillige personer, blandt dem børn, som gidsler i et jødisk supermarked.

Her dræbte han fire af gidslerne, ligesom han dagen forinden havde slået en kvindelig politibetjent ihjel.

Tre millioner eksemplarer var ikke nok - Charlie Hebdo revet væk

Dieudonnés kommentar udløste vrede på de sociale medier, også blandt komikernes egne fans, og den blev hurtigt fjernet igen. Ikke desto mindre er han nu anholdt for at tale for terror.

Ifølge The Independent har komikeren forsøgt at forklare sig i et åbent brev til indenrigsminister Bernard Cazeneuve. Her skriver Dieudonné, at han føler sig misforstået. Hvad han mente med kommentaren var, at akkurat som Charlie Hebdo er han et offer for forsøg på at knægte ytringsfriheden. Gerningsmanden er i hans tilfælde regeringen.

Hvad der skulle have stået på Facebook var, at "jeg opfattes som en anden Amedy Coulibaly, når jeg i virkeligheden ikke er anderledes end Charlie."

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her