Frikadelle blev begyndelsen på et fantastisk eventyr
En hjemløs hund fulgte svenske ekstremløbere gennem tykt og tyndt i Ecuadors jungle.

Vejen til ægte kærlighed er ... en frikadelle.
En utrolig historie udspillede sig for et svensk adventure race-hold, da de kæmpede sig vej gennem Ecuadors ugæstfri jungle i Adventure Racing World Championship.
Lige inden det svenske hold skulle afsted på den 690 km lange tur, delte de en dåse frikadeller. Og en herreløs hund, som kiggede sultent på, fik en enkelt fra holdkaptajn Michael Lindnord.

Det blev begyndelsen på en utrolig rejse for både hold og hund, for hunden fulgte holdet samtlige 690 km gennem tykt og tyndt, nat og dag.
Den svømmede ved siden af holdet, mens de forcerede floder i kajak, fulgte trofast med op og ned af bjerge og slæbte sig gennem det samme knædybe mudder, som det svenske hold traskede igennem.
"Dette er en af de hårdeste ruter, vi har været på. Der var så meget mudder gennem junglen, men han gik bare med os. En normal hund ville blive temmelig træt bare af en almindelig træning. Arthur blev selvfølgelig også træt, men han kæmpede bare videre," sagde en af holddeltagerne, Staffan Björklund, efter hjemkomsten til Sverige.
Undervejs på turen døbte holdet hunden "Arthur" - et navn, der holdt ved og som efterhånden er gået verden rundt, efter at nyheden om den utrolige hund er nået frem.

Holdet valgte efter løbet at tage Arthur med hjem, og han blev modtaget i Arlanda lufthavn som en folkehelt. Lige nu er Arthur i karantæne i byen Vallentuna uden for Stockholm. Her bliver han plejet for et gammelt sår og skal vente i 120 dage, inden han får lov at komme hjem til sin nye ejer, holdkaptajn Michael Lindnord, som ser frem til at tage imod hunden.
"Jeg tog til Ecuador for at vinde verdensmesterskabet. I stedet fandt jeg en ny ven," sagde han i et interview efter turen.
Adventure racing er en ekstremsport, hvor deltagerne gennem flere dage både vandrer, cykler på mountainbikes og sejler gennem uvejsomt terræn. Verdensmesterskabet trak bl.a. deltagerne gennem Andesbjergene og Amazonas.