Fortsæt til indhold
Europa

Juncker under pres for at rokere rundt

Slovener kan blive ofret for at få en ny EU-Kommission på plads.

Bruxelles

Efter lidt mere end uge med brutale godkendelseshøringer er kommende formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker under voksende pres for at give sparket til mindst en af kandidaterne til sit hold og rykke rundt på andre.

Et af de største ofre ser ud til at blive den tidligere slovenske premierminister Alenka Bratusek, som klarede sig usædvanligt dårligt ved sin høring mandag. Som resultat ventes parlamentets miljøudvalg i dag at afvise hende til posten som kommissær med forventning om, at Slovenien i stedet vil sende en anden kandidat, bekræfter en central kilde i parlamentet.

Det er også forventningen fra Margrete Auken, som har plads i miljøudvalget for den grønne gruppe.

»Hun nævnte knap nok klimaudfordringen i høringen, men insisterede på at give gas, kul og atomkraft en central rolle fremover. Jeg håber og går ud fra, at hun ikke overlever en tillidsafstemning,« siger hun om Bratusek.

Juncker holdt tirsdag møder med flere ledende personer i parlamentet for at finde en løsning, som kan sikre, at han kan få sit hold igennem en afstemning i parlamentet senere på måneden ved at lave en række mindre justeringer.

En talskvinde for Juncker sagde ved en pressebriefing tirsdag middag, at »nogle forhindringer« i den forbindelse »var blevet overvundet,«, herunder i forhold til den tidligere ungarske justitsminister Tibor Navracsics, som parlamentet har fundet uegnet til at få ansvar for medborgere i EU - og i forhold til den spanske kandidat til posten som energi og miljøkommissær, Miguel Arias Canete, som har måttet redegøre bedre for personlige, økonomiske interesser i oliesektoren.

»Juncker er tilfreds med, hvordan tingene udvikler sig,« lød det.

Det lægger også op til, at to andre kontroversielle kandidater: britiske Jonathan Hill til posten som kommissær for finansiel stabilitet og franske Pierre Moscovici til posten som økonomikommissær bliver godkendt.

Auken er kritisk overfor, at der bliver lavet aftaler bag lukkede døre:

»Hele den åbne, demokratiske proces med høringer af kandidaterne trues af den ’store koalition,’ hvor lederne af de konservative, socialdemokraterne og de liberale på forhånd har aftalt alt – uden at lytte til deres medlemmer. Det er direkte beskæmmende,« siger hun og fremhæver problemet – som hun ser det – i at Canete bliver godkendt.

»Cañete har rødder og fingre i olieindustrien og at hans arbejde som klima- og energikommissær vil være præget af interessekonflikter. Vi kan ikke have en oliedirektør som Canete, der var med til at afvikle vedvarende energiproduktion i Spanien, til at tage sig af klimaet. Hvis mine danske kolleger i miljø- og energiudvalget virkeligt mener det alvorligt, når de taler om klimaudfordringen, så kan de umuligt stemme for Canete i dag.«

Når Canete ser ud til at klare det, mens Bratusek – der stod til at blive kommissær for energiunion og næstformand - bliver ofret, er en del af forklaringen formentlig også gruppetilhørsforhold.

Canete er fra det konservative regeringsparti, som er en del af den dominerende konservative gruppe i parlamentet.

Bratusek kommer fra et mindre liberalt parti, som er en del af Alde – den fjerdestørste gruppe, hvilket ikke giver den samme beskyttelse. Hun er yderligere sårbar, fordi hun ikke har opbakning fra den siddende regering og reelt udnævnte sig selv, efter at hun havde tabt valget i Slovenien, men stadig sad som fungerende premierminister.

Der er allerede snak i slovenske medier om, at det kan blive det socialdemokratiske parlamentsmedlem Tanja Fajon, som kommer til at afløse hende.

Det er yderligere et incitament for socialdemokraterne til at afvise Bratusek som kandidat, idet gruppen føler, at den har fået for få kommissærer i forhold til sin størrelse i parlamentet.

Det vil formentlig også betyde, at Juncker gennemfører nogle rokeringer, da Fajon har knap så tung en profil som Bratusek og derfor mindre egnet til en post som næstformand.

Juncker vil gerne have det hele på plads i løbet af ugen, så parlamentet som planlagt kan stemme om den nye kommission den 22. oktober,

Men det hele er usikkert indtil sidste kandidat er godkendt, fordi der ikke bare er tale om, hvorvidt kandidaterne er egnede, men også magtopgør mellem grupperne, siger en kilde i parlamentet.

Sammenlagt er der stadig syv kandidater, som de enkelte fagudvalg ikke har erklæret deres tillid til endnu: Hill, Moscovici, Navracsics, Bratusek, Canete samt de finske og hollandske kommissærkandidater, henholdsvis tidligere premierminister Jyrki Katainen og tidligere udenrigsminister Frans Timmermans, som begge først var igennem deres godkendelseshøring tirsdag.