Fortsæt til indhold
Europa

Succes for eurokritisk parti ved tysk delstatsvalg

Det eurokritiske parti AfD får ti pct. af stemmerne ved delstatsvalget i Sachsen, viser prognoser.

BERLIN

Tysklands nye, eurokritiske parti AfD har fået ti pct. af stemmerne ved delstatsvalget i Sachsen, viser de første prognoser.

Dermed repræsenteres partiet for første gang i et delstatsparlament, hvor det bliver den fjerdestørste gruppe, foran bl.a. De Grønne. Det liberale FDP må forlade det sidste parlament i landet, hvor det havde medlemmer.

Forbundskansler Angela Merkels borgerlige CDU er fortsat det største parti i Sachsen, om end det overraskende er gået en smule tilbage, ifølge prognoserne til omkring 39 pct.

Det socialdemokratiske SPD er gået lidt frem til godt 12 pct., mens det nazilignende NPD ligger på fem pct. og således på kanten af spærregrænsen.

AfD ser resultatet i Sachsen som en kæmpesejr. Iagttagere i Berlin siger, at partiets position i Sachsen – og i andre østtyske delstater, hvor der snart er valg – ikke betyder, at det får et lignende resultat ved et forbundsdagsvalg.

AfD understreger selv, at man er imod de økonomiske redningspakker for især det sydlige Europa, men ikke imod EU.