Flere vagter end fanger i Hollands fængsler

I Holland har man den modsatte situation end i Danmark - der er for få indsatte i fængslerne.

Artiklens øverste billede
Døren til Hotel Gitterly smækker ikke så ofte som tidligere i Holland. Faktisk er der lige nu ansat flere fængselsbetjente i de hollandske fængsler, end der er indsatte.

Mens der i Danmark længe har været debat om situationen i fængslerne rundt omkring, der er tæt på fuldstændigt fyldte, står man i den stik modsatte situation i Holland.

Her er der nemlig langt færre indsatte i landets fængsler, end fængselssystemet er gearet til, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at der nu er flere vagter ansat ved fængselsvæsenet i Holland, end der er indsatte.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Faldende antal fanger

Siden 2008, hvor der var omkring 15.000 indsatte i de hollandske fængsler, er der bare blevet færre og færre. I marts i år var der således kun 9.710 indsatte i landets fængsler og hele 9.914 vagter til at passe på dem - på skift vel at mærke.

Det er helt andre tal end i Danmark, hvor belægningsprocenten - et tal for hvor udnyttet kapaciteten i fængslerne er - i gennemsnit lige nu ligger på omkring 98 pct. I Danmark er der omkring 4.160 pladser i fængslerne og til dem omkring 4.900 ansatte i Kriminalforsorgen, af hvem knap to tredjedele er deciderede fængselsvagter. I et land som USA er der en fængselsansat per fem fanger i gennemsnit.

Et andet udtryk for forholdet mellem Danmarks og Hollands fængselsvæsener kan være antallet af indsatte per 100.000 indbyggere. Holland har stadig langt flere indsatte i sine fængsler end Danmark, men der bor lagt flere mennesker i Holland. I Danmark var der i 2013 71 indsatte per 100.000 indbyggere, mens det tal for Holland aktuelt er dalet helt ned til omkring 58 indsatte.

Hvorfor?

Nu forsøger myndighederne at finde ud af, hvorfor der pludseligt er så få fængslet i Holland. Med til historien hører, at af de små 10.000 indsatte er de cirka 650 indsatte, som Holland huser for Belgien efter aftale.

AP skriver, at justitsminister Jochgem van Opstal siger, at "vi leder efter årsagen til nedgangen." Myndighederne er lige nu i gang med at lukke fængsler og afskedige helt op til 3.500 ansatte.

De seneste år er mængden af kriminalitet faldet en smule i Holland, men den ligger stadig nogenlunde på niveau med nabolande, der ikke oplever samme situation med færre indsatte.

Straffer for mildt

Ligesom der i Danmark har været kritik af sikkerheden i fængslerne efter flere voldstilfælde end tidligere, siger de hollandske fængselsansattes fagforening, at fængslerne i landet er for farlige til, at man kan afskedige ansatte.

"Situationen er eksplosiv," sagde fagforeningsleder Corrie van Brenk ifølge AP.

Samtidig med, at der sidder færre i fængsel, er der en debat i den hollandske offentlighed, hvor mange fremhæver, at det hollandske retssystem straffer for mildt.

Vil ændre prøveløsladelse

For at imødekomme denne kritik overvejer regeringen nu at afskaffe praksissen med, at indsatte prøveløslades efter to tredjedele udstået straf - en praksis der også er kendt fra Danmark.

Netop denne praksis har vist sig som en belastning for den nuværende hollandske premierminister, Mark Rutte, idet han under valgkampen i 2012 sagde, at han ville fyre enhver justitsminister, der bevilger prøveløsladelse til aktivisten Volkert van der Graaf, der i 2002 dræbte politikeren Pim Fortuyn.

Volkert van der Graaf står til at blive prøveløsladt den 2. maj i år efter at have afsonet 12 år af sin dom på 18 års fængsel.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen