Seks rengøringsfolk er eftersøgt i Maddie-sagen
Scotland Yard mistænker nu 12 personer i sagen om Madeleine McCanns forsvinden.
En hvid varevogn med britiske rengøringsfolk er blandt de mest interessante nye spor i Scotland Yards friske gennemgang af sagen om bortførelsen af den dengang treårige pige Madeleine McCanns, skriver Daily Mail.
I alt er der udpeget 12 personer, som har særlig interesse, heriblandt tæller også et uvist antal portugisiske arbejdere, der arbejdede på Praia da Luz, da den britiske pige forsvandt i 2007.
Scotland Yard afsluttede sin gennemgang af den portugisiske efterforskning i slutningen af denne uge. Tidligere indeholdt listen over interessante personer 20 uidentificerede individer, men ifølge den britiske avis er det antal nu indskrænket.
Kørte fra hus til hus
Det britiske rengøringshold bestående af seks personer arbejdede i nærheden af familien McCanns feriebolig i Portugal, men de er angiveligt ikke blevet afhørt af politiet.
Kilder har sagt, at de kørte fra hus til hus i en hvid varevogn og tilbød deres service hovedsageligt til turister. En anonym kilde siger til The Daily Mail:
”Der er en ret stor kultur af mennesker, som går fra dør til dør og tilbyder tjenesteydelser til alt fra haven, taget eller vinduerne.”
Ingen ny sag uden nye beviser
Scotland Yard er dog i den situation, at en ny efterforskning ikke kan blive foretaget, før de portugisiske myndigheder beslutter sig for at genåbne sagen.
Og de har længe meldt ud, at det ikke kan ske uden nye klare beviser.
Madeleine McCann forsvandt få dage før sin fireårs-fødselsdag, efter at hendes forældre efterlod hende i en ferielejlighed og gik på restaurant i den sydlige portugisiske by Praia da Luz.
Lige siden har forældrene arbejdet hårdt på at bevare det offentlige fokus på sagen.
Forældreparret blev formelt mistænkt for bortførelsen i september 2007, og også en lokal britisk ejendomsmægler var mistænkt i sagen. Både forældre og ejendomsmægler er dog siden blevet renset.