Fortsæt til indhold
Europa

Greenpeace: Politiet kan ikke finde os

"Politiet har været her, hvor jeg er, med politihunde, uden at de har fundet os," påstår Greenpeace-aktivist.

"Jeg vil ikke fortælle, hvor vi er, eller hvor mange vi er i alt. Men her, hvor jeg sidder, er der kun mig og en finsk aktivist."

De svenske myndigheder bringer millioner af mennesker i fare ved at drive kraftværket på den måde.
Rasmus Törnqvist.

Sådan siger Rasmus Törnqvist til Jyllands-Posten. Han er 30 år og påstår, at han er en af flere Greenpeace-aktivister, som fortsat befinder sig inde på atomkraftværket Ringhals i Sverige.

Sammen med omkring 70 andre aktivister trængte han tirsdag morgen ind i Sveriges atomkraftværker i Ringhals og Forsmark, fordi Greenpeace vil have dem lukket.

Opholder sig stadig på værket

Ifølge politiet i Sverige har man anholdt 67 personer for grov ulovlig indtrængen. De 34 er blevet løsladt.

Men der opholder sig altså ifølge Greenpeace fortsat et ukendt antal aktivister på atomkraftværket i Ringhals, som hverken politiet eller vagterne på værket har set noget til.

Elselskabet Vattenfall, der driver og ejer værket, har oplyst, at aktivisterne ikke befinder sig i et risikoområde tæt på reaktorerne.

Politiet har ikke fundet os

Rasmus Törnqvist bekræfter, at han ikke er tæt på en reaktor.

"Vattenfall leger i øjeblikket den her leg med at sige, at vi ikke er på et kritisk sted, fordi de har undersøgt alle de vigtige steder og så videre. Men jeg ved, at politiet har været her, hvor jeg er, med politihunde, uden at de har fundet os. Og de har undersøgt stedet flere gange uden at finde os. Så det er med sikkerhed et kritisk sted," påstår Rasmus Törnqvist.

Ifølge Greenpeace var aktionerne en stresstest, som fuldender de test, EU-myndigheder har foretaget i den seneste tid.

Lever ikke op til sikkerhedsstandarder

Den europæiske stresstest har undersøgt, om Europas 143 atomkraftværker kan klare potentielle trusler som jordskælv og terrorangreb uden at udgøre en stor sikkerhedsrisiko for borgerne.

Og konklusionerne i rapporten er ikke opløftende. Ifølge den tyske avis Die Welt, står det værst til i Frankrig, har Ritzau oplyst. Ingen af de 58 franske atomkraftværker lever op til de internationale standarder for sikkerhed.

Ifølge den franske avis Le Figaro har 19 af de 58 franske atomkraftværker ikke instrumenter til at måle jordskælv med, og deres sikkerhedsudstyr er heller ikke beskyttet godt nok.

"Bringer millioner i fare"

Greenpeace har bedt eksperter om at analysere stresstesten af de svenske atomkraftværker.

"Atomkraft er en ekstremt farlig ting, og de svenske myndigheder bringer millioner af mennesker i fare ved at drive kraftværket på den måde," siger Rasmus Törnqvist fra sin position på Ringhals.

"Der er ikke noget med, at vi er kommet herind, for vi er fredelige aktivister, men hvis andre kan komme herind, hvor vi er nu, som ikke er fredelige, kan de udføre seriøs skade."

Til trods for de mange sikkerhedsbrister anbefaler rapporten ikke at lukke nogle af de 143 atomkraftværker.