Atom-ledelse står skoleret efter pinlig aktion
Svensk miljøminister raser over, at over 60 Greenpeace-aktivister uhindret slap ind på to atomkraftværker.
Der venter formentlig noget af en opsang i dag, når to energiselskaber og de svenske atommyndigheder skal stå skoleret over for den svenske miljøminister.
Vattenfall og Eon skal sammen med Strålsäkerhetsmyndigheten give en forklaring på, at omkring 60 Greenpeace-aktivister - heriblandt 14 danskere - tirsdag morgen kunne trænge ind på atomkraftværkerne i Ringhals og Forsmark. Vattenfall og Eon er hovedejere af de to værker.
"Jeg anser det for under al kritik, at man så let kan klatre over hegnet og komme indenfor. Skal jeg være helt ærlig, så er jeg uhørt irriteret over, at disse sikkerhedsproblemer endnu ikke er blevet løst," siger miljøminister Lena Ek, Centerpartiet, til Sveriges Radio.
Jeg anser det for under al kritik, at man så let kan klatre over hegnet og komme indenfor.Lena Ek, miljøminister (Centerpartiet)
Aktivister over hegn
Ved Forsmark brugte aktivisterne stiger for at trænge ind på området, og ved Ringhals, ca. 60 km syd for Göteborg, klippede de hul i et hegn for at komme ind.
Aktivisterne formåede også at få cykler med ind på de to værker, hvorefter de cyklede rundt på værkernes område med bannere, der agiterede for lukning af værkerne.
Efter et par timers aktion blev 67 aktivister tilbageholdt, og 33 af dem blev efterfølgende anholdt og sigtet for ulovlig indtrængen.
To år uden forbedringer
Årsagen til ministerens irritation er, at en tilsvarende aktion for to år siden førte til strengere bevogtning af atomkraftværkerne.
Alligevel lykkedes det for Greenpeace-aktivisterne at komme ind, og det var netop meningen med aktionen, siger Annika Jacobsson, chef for Greenpeace i Sverige.
"To år senere er det altså muligt for os at komme ind ved hjælp af stiger," siger Annika Jacobsson. Hun tilføjer, at Greenpeace håber, at miljøministeren vil tage de to værker ud af drift, fordi sikkerheden ikke er som den skal være.
Værker afviser brist
Vattenfall, der er hovedejer af både Ringhals og Forsmark, mener derimod, at aktionen viser, at sikkerheden fungerer på værkerne.
"Hegnet er jo ikke af den type, som skal forhindre dem i at komme ind i det vitale sikkerhedssystem. De kom bare over et hegn," siger Claes-Inge Andersson, informationsansvarlig på Forsmarkværket.