Fortsæt til indhold
Europa

2 kr. at leve for om dagen

I Spanien er ca. to millioner mennesker afhængige af mad fra kirken eller hjælp fra familien. I Grækenland vokser køerne ved suppekøkkenerne.

Foran de spanske supermarkeder er folk begyndt at hamstre kasseret mad. Ved kirkernes madservering vokser køerne, og ved madbutikkerne, hvor de fattigste får lov at købe basale varer for et symbolsk beløb, flokkes flere og flere mennesker.

Flere end 580.000 spanske familier har ifølge det statslige spanske statistiske bureau, INE, ikke nogen indtægt, fordi de har været arbejdsløse så længe, at deres muligheder for offentlig hjælp er opbrugt.

Det drejer sig om ca. to mio. mennesker.

Massivt behov for hjælp

Hos Spaniens førende hjælpeorganisation, kristne Caritas, er tilstrømningen af fattige, der ønsker hjælp til især at skaffe mad, massiv, fortæller Francisco Lorenzo, koordinator for Caritas’ researchafdeling.

»I 2007 hjalp vi 400.000 mennesker, sidste år nåede vi op over en million. Det største problem er ikke de mange, vi hjælper i dag, men de mange, der nu har været arbejdsløse i et, to eller tre år og snart ikke har andre muligheder for hjælp end at komme til os,« lyder det fra Francisco Lorenzo.

Ifølge Caritas har 44 pct. af de spanske familier siden 2007 i kortere eller længere perioder levet under fattigdomsgrænsen. 22 pct. gør det permanent.

Landmænd deler grøntsager ud

I Grækenland vokser køerne foran suppekøkkenerne dag for dag. Det kommunale kontor for fattige og hjemløse i Athen har på seks måneder modtaget råb om hjælp fra 25 pct. flere fattige.

Landmænd er i solidaritet med de fattige flere gange kommet til Athen og har delt gratis grøntsager ud.

Hos Doctors of the World, der tilbyder gratis lægehjælp, forventer man i år at få 25 pct. flere kunder end sidste år. Samtidig har fængsler og asylcentre henvendt sig for at få hjælp med mad og medicin, fortæller Nikitas Kanakis, leder af Doctors of the World.

  • Læs Morgenavisen Jyllands-Posten mandag når vi indleder en rejse gennem Spanien, Italien og Grækenland. I artikelserien "På fallittens rand" beskriver vi, hvordan den almindelige borger i samfundet bliver ramt, og vi søger svar på, hvor vejen frem for Sydeuropa er.
  • Få digital adgang til artiklerne. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik her