Her hylder svensk konge omstridt diktator
Det svenske udenrigsministerium var tilsyneladende uvidende om tildeling af et hædersmærke.
Kong Carl Gustaf har på ny bragt sig selv i centrum i svenske medier efter en kontroversiel hædersudmærkelse.
Som formand for spejderorganisationen World Scout Foundation tildelte han et særligt fortjenstmærke – den såkaldte ulve-bronzemedalje - til Saudi-Arabiens 87-årige konge Abdullah, skriver den svenske avis Aftonbladet.
Heftig kritik
Ifølge netavisen Asian Tribune modtog kongen medaljen i sin private residens i al-Janadriyah.
Det har mandag ført til heftig debat i svenske medier, hvor billederne af den uformelle medaljeoverrækkelse tilsyneladende provokerer mange.
Amnesty International er blandt kritikerne, som blandt andet fremhæver landets sharia-lovgivning og den senest tildelte piskestraf til en kvindelig bilist, som først blev benådet efter omfattende international kritik.
”Saudi-Arabien er et land, som ikke har frie valg, så det er et diktatur. Som leder af landet er han (Kong Abdullah) til syvende og sidst ansvarlig for de overgreb, der finder sted,” siger presseansvarlig for Amnesty International Sverige, Elisabeth Löfgren, til Aftonbladet.
Kong Abdullahs politiske udgangspunkt er konservativt, men han har ikke desto mindre foreslået moderate politiske reformer i Saudi-Arabien og har ligeledes forsøgt at bekæmpe korruptionen indenfor kongefamilien.
Forvirrende meldinger
Medaljeoverrækkelsen vækker dog også forundring i svenske medier på grund af forvirrende meldinger fra det svenske udenrigsministerium.
”Jeg havde ingen anelse om denne tur, men regner med at den svenske ambassade i landet var klar over besøget,” siger ministeriets pressetalsmand Anders Jörle.
Hoffets talsmand, Bertil Ternert, mener, at kongen blot har udført sit arbejde for World Scout Foundation, da han gav kongen den omtalte medalje.
Med på rejsen var også dronning Silvia.