- Opdateret 23/05/2011 kl. 20:15
Aske tvinger Obama til hurtig afrejse
Præsident Barack Obama forlader Irland i al hast af frygt for den islandske askesky.
Truslen fra en tæt sky af islandsk vulkanaske har tilsyneladende forkortet præsident Barack Obamas besøg i Irland.
Det oplyser en talsmand for Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AP.
"På grund af en nylig ændring i den vulkanske askeskys bane så vil Air Force One flyve fra Irland til London i aften," siger talsmanden.
Luftrum kan blive påvirket
Askeskyen fra den islandske vulkan Grimsvötn rammer fortsat flytrafikken mellem Grønland og Danmark.
Og nu tyder de foreløbige prognoser på, at Skotland bliver ramt tidligt tirsdag morgen.
Barack Obama og Air Force One-piloterne lytter dermed til de britiske luftfartsmyndigheder, som allerede har advaret om, at askeskyen kan komme til at forstyrre det britiske luftrum.
Den amerikanske præsident, som har en kenyansk far og en irsk-amerikansk mor, nåede blandt andet at opsøge sine historiske rødder i Irland.
Hjertevarm modtagelse
I en følelesladet tale ved et udendørsarrangement i Dublin bekendtgjorde præsidenten foran tusindvis af irere, at USA altid vil stå last og brast med Irland.
"Vi føler os meget hjemme her," sagde Barack Obama, som henviste til, at hans tiptipoldefar stammer fra byen Moneygall.
Tirsdagens program i London ser foreløbig ikke ud til at blive påvirket af askeskyens tilstedeværelse over Nordeuropa. Torsdag rejser præsidenten efter planen videre til G8-topmøde i Frankrig.