Hacket stjerne får kæmpeerstatning
Skuespilleren Sienna Miller har indgået forlig med britisk avis, som aflyttede hendes telefon.
100.000 pund – eller rundt regnet 850.000 kroner.
Så meget har den engelske skuespillerinde Sienna Miller ifølge avisen The Guardian fået tildelt i kompensation, efter hun fredag valgte at indgå et forlig med den britiske tabloidavis News of the World.
I midten af 00’erne skrev den britiske avis en række nærgående og afslørende artikler om den nu 29-årige skuespillerinde, der på det tidspunkt var i et knirkende kærlighedsforhold med skuespillerkollegaen Jude Law.
Det viste sig dog, at informationerne stammede fra en række private telefonsvarer-beskeder og voicemails, som en privatdetektiv, der arbejdede for News of the World, ulovligt havde opsnappet ved at hacke sig ind på hendes telefon.
Prinserne blev også hacket
I 2006 kom hacking-skandalen for alvor for dagens lys, og i 2007 blev privatdetektiven Genn Mulcaire sammen med avisens kongelige rapporter, Clive Goodman, idømt fængselsstraffe for at have benyttet sig af den ulovlige researchmetode.
Siden da har skandalen rullet i de britiske medier, og Sienna Miller er langt fra den eneste berømthed, hvis telefon menes at være blevet hacket af tabloidavisen.
4.332 personer, heriblandt Storbritanniens forhenværende premierminister, Gordon Brown, samt prinserne William og Harry, figurerer ifølge det britiske politi på en liste over personer, hvis telefoner muligvis er blevet hacket.
Men Sienna Miller er dog en af de eneste berømtheder, der offentligt har valgt at lægge sag an mod avisen.
Overraskende forlig
Derfor kommer forliget mellem Hollywood-skuespilleren og tabloidavisen som en overraskelse for flere iagttagere, der har fulgt den vidtforgrenede sag tæt siden 2006.
Men ifølge advokat Hugh Tomlinson QC, der har repræsenteret skuespillerinden i retten, kommer forliget som følge af, at avisledelsen nu har erkendt offentligt, at de misbrugte hendes private samtaler.
”Hendes primære bekymring var ikke, hvor mange hun ville få ud af at indgå et forlig med avisen. Det hun derimod gik efter, var at finde ud af, hvor omfattende dette hackingangreb havde været,” fastslog advokaten i retten og understregede, at selv om artiklerne havde været ”sårende”, så havde de ikke haft nogen negativ betydning for hendes skuespilleromdømme.
Dianas elsker overvejer søgsmål
Men selv om News of the World nu har indgået forlig med den unge skuespillerinde, så er der dog intet, som tyder på, at sagen er slut.
James Hewitt, der i begyndelsen af 1990’ern ne havde en affære med den nu afdøde prinsesse Diana, vil nu også lægge sag an mod tabloidavisen, som er en del af mediemogulen Rupert Murdoch verdensomspændende medieimperium ”News Group Newspapers”.
Det sker, efter det britiske politi har fremlagt beviser for, at hans telefon også blev hacket af privatdetektiven.
Derudover har News of the World tidligere valgt at indgå millionforlig med unavngivne berømtheder, som også blev udsat for den ulovlige researchmetode.