Demonstranter ville storme parlament

Uropoliti i Letlands hovedstad, Riga, måtte tirsdag bruge stave og tåregas mod regeringsfjendtlige demonstranter, som smadrede butiksruder, væltede en politibil og forsøgte at storme landets parlament. Det fortæller tv-stationen BBC.

Uroen opstod, efter 10.000 mennesker havde deltaget i en fredelig regeringskritisk demonstration.

Men da den sluttede, samlede flere hundrede mere voldeligt indstillede personer sig, og ifølge lokale medier nåede 30 mennesker at komme til skade, inden uropoliti fik sat en stopper for balladen og arresterede 126 personer.

Tirsdagens demonstration i Riga var vendt mod regeringen, som demonstranterne beskyldte for at have bragt landet i økonomisk uføre. De krævede samtidig valg.

Letland har som følge af den internationale finanskrise måttet optage lån på 7,5 milliarder euro hos Den Internationale Valutafond og EU. Desuden forventes den lettiske økonomi at krympe med fem procent i år.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen