Elgpark fik tragisk åbning i Vimmerby
Virum Elgpark ved Vimmerby i Småland åbnede i weekenden, men indvielsen af parken med de fire elge har fået et tragisk efterspil.
Ifølge lokale aviser er tre af de fire elge i den svenske park døde. De døde af stress, som blev fremkaldt af begivenhederne ved åbningen af parken.
Det menes, at det begyndte med, at en af elgene fik stress og begyndte at løbe rundt. Det bredte sig til de øvrige dyr, og tre af dem døde så i løbet af natten efter åbningen.
Zoologen Clas Sandberg siger, at der ikke er sket nogen svigt i parken. Der er derimod tale om meget ulykkelige omstændigheder, siger han til Vimmerby Tidning.