Italiens politiske skæbne afgøres på mandag
Italienerne får på mandag at vide, om de skal til valg, eller om de får en midlertidig regering.
Det siger formanden for Senatet, Franco Marini. Mandag har han fundet ud af, om løsningen på landets politiske krise er nyvalg, eller om de dybt uenige politikere kan enes så meget, at de kan danne en midlertidig regering, som kan holde sammen længe nok til at vedtage en ny valglov.
Mange politikere mener, at det nuværende valgsystem giver for stor repræsentation til små partier, hvilket øger den politiske ustabilitet.
Kikser det for Marini med at få en regering på plads, kommer der imidlertid et valg, der finder sted i henhold til den udskældte valglov.
Det er præsident Giorgio Napolitano, som har sat senatsformanden til at finde ud af, hvordan Italien kommer ud af det politiske kaos, der er opstået efter premierminister Romano Prodis regerings kollaps i januar.
Marini har tidligere erkendt, at det næsten er en umulig opgave at samle en bæredygtig, midlertidig regering.