20 frygtes dræbt ved flystyrt i Polen

Op mod 20 mennesker frygtes dræbt, da et polsk militærfly onsdag aften styrtede ned i det nordlige Polen.

Her til morgen var der fortsat uklarhed om det præcise dødstal. Ifølge Polens premierminister, Donald Tusk, er 20 mennesker omkommet, mens det polske luftvåben oplyste, at 19 mennesker blev dræbt.

En talsmand for luftvåbnet sagde, at der var 19 militærfolk om bord på flyet. Nogle af de omkomne kan være højtstående officerer.

Premierministeren oplyste over for nyhedsbureauet AP, at en af de omkomne var brigadegeneral, og at fire af de ombordværende var besætningsmedlemmer.

Det spanskbyggede CASA-295M-transportfly forulykkede, da det lagde an til landing ved en luftbase ved byen Miroslawiec 100 km øst for Szczecin. Flyet styrtede ned i en skov i nærheden af landingsbanen og brød i brand.

Ifølge tv-stationen TVN24 medbragte militærflyet embedsfolk, der skulle deltage i en konference om flysikkerhed.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen