Bombekaos i Gøteborg

Politiet i Göteborg har afspærret en større del af byens centrum af frygt for bomber, som en bande postrøvere måske har udlagt. Sprængstofeksperter på vej.

Artiklens øverste billede
Sådan ser forsiden på den svenske netavis Expressen.se ud tirsdag morgen.

Politiet i Göteborg var tirsdag morgen fortsat uden spor af væbnede gerningsmænd til et røveri mod byens største postkontor kort efter midnat. Samtidig var politiets sprængstofeksperter på vej til området i byens centrum for at uskadeliggøre tre mulige bomber, som politiet tror, røverne har lagt ud for at sikre deres flugt fra stedet.

Politiet afspærrede i løbet af natten et større område i Göteborg centrum omkring posthuset, den centrale banegård, en busstation og politigården. Mange beboere i området blev vækket og evakueret fra deres hjem.

To af de tre mistænkelige genstande ligger tæt på byens politistation og blev fundet kort efter, at postterminalen i Göteborg ved 01-tiden blev røvet af bevæbnede mænd.

Ukendt udbytte

Ifølge politiet tvang røverne personalet ned på gulvet, inden røverne forsvandt. Det er stadig ikke klart, hvilket udbytte røverne har fået. Ingen mennesker kom til skade ved røveriet.

På vej væk fra postterminalen satte gerningsmændene ild til flere biler, der var stillet op for at stoppe eventuelle forfølgere.

Øjenvidner siger til politiet, at de har set en flugtbil med røverne. Bilen blev siden fundet udbrændt.

Kort inden, der blev slået alarm fra postterminalen klokken 01.42, blev en bil parkeret uden for politistationen i Göteborg. Vagterne ved indgangen så to bevæbnede mænd løbe derfra og forsvinde i et andet køretøj. Derefter fandt politiet noget i bilen, som kan være en bombe.

En anden formodet sprængladning er fundet hængende fra en lygtepæl ud for det sted, hvor politiets biler kører ud fra politistationen i centrum af byen. Desuden er der fundet endnu en genstand, der kan være en bombe, i en af de udbrændte biler ved postterminalen.

- Vi har spærret et større område af, og vores bombeeksperter er på vej, siger vagthavende ved politiet, Jan Billqvist.

Desuden er en stor politistyrke sat ind for at finde røverne.

/ritzau/TT

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen