Han er frivillig i Ukraine: »Det går lidt nemmere, hvis vi hjælper hinanden«
Han har hus, kæreste, planer om familieforøgelse og et godt job derhjemme. Alligevel tager Aleksander Birk Andersen til Ukraine en gang hver anden måned for at arbejde som frivillig, og han anbefaler alle andre at gøre det samme.
Hør Aleksander Birk Andersen fortælle om sin motivation for at tage til Ukraine i Jyllands-Postens nyhedspodcast, ”Hvis du vil vide mere”, her:
MYKOLAIV
»Jeg mistede min bror i oktober 2021. Der var lige et par måneder der, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med mig selv. Vi var meget tætte. Jeg fik bare lyst til at gøre noget. Da vi var små, og vi blev sure og tæskede hinanden, eller hvad vi ellers gjorde, så sagde min bedstefar altid, at vi skulle huske at være gode ved hinanden,« siger Aleksander Birk Andersen.
Han sidder på en bænk med udsigt til Mykolaivs udbombede regionshus til højre side. Den dag, den 12. marts, ville hans bror have haft fødselsdag. Forude kigger Aleksander udover den havneby, som Danmark har taget på sig at hjælpe tilbage på fode efter utallige russiske angreb. Bag ham leger børn i solen.
»Min bedstefar, der desværre heller ikke er her mere, sagde igen og igen og igen, at det hele går lidt nemmere, hvis vi hjælper hinanden. Hvis man kan hjælpe, hvorfor skulle man så ikke gøre det?«