Fortsæt til indhold
Europa

Hun kaldes Madame No Bullshit. Storbritanniens konservative parti har fået en ny leder

Efter flere måneders ventetid har de britiske konservative udpeget deres nye formand, som skal puste nyt liv i det hårdt svækkede parti.

Hun kaldes kvinden med en no bullshit-tilgang til sit arbejde.

Nu har hun fået et af de allersværeste job i britisk politik.

Lørdag gik den 44-årige Kemi Badenoch i fodsporene på britiske politikere, både Margaret Thatcher og Boris Johnson, da hun blev udnævnt til ny formand for De Konservative i Storbritannien.

Dermed bliver hun den førende stemme for det største britiske oppositionsparti og hvem ved, måske en skønne dag premierminister.

I første omgang bliver hendes største opgave at gøre livet surt for regeringspartiet Labour og vinde vælgernes troværdighed tilbage efter årevis med kaos og skandalesager i partiet og et katastrofalt valg i sommer.

»Det er tid til at komme i gang med arbejdet, det er tid til fornyelse,« sagde hun lørdag i sin første korte tale som ny partiformand.

Kemi Badenoch skriver også historie, idet hun er den første sorte leder af et parti i Storbritannien.

Partiets kulturkriger

Kemi Badenoch omtales ofte som partiets kulturkriger og som en kvinde med ben i næsen.

Hun tilhører højrefløjen i partiet og har gennem tiden været en indædt fortaler for brexit.

Badenochs støtter er vilde med hendes meget direkte stil og krigeriske tilgang til selv betændte emner, mens andre både inden for partirækkerne og udenfor ofte slår sig på hendes umiddelbarhed.

I de seneste år har hun varetaget flere forskellige ministerposter i skiftende konservative regeringer, senest som erhvervsminister under Rishi Sunak.

Det var dog særligt i sin tid som minister for kvinder og ligestilling, at hun gjorde sig bemærket og blev en darling i partiet.

Anti-woke er et ord, der ofte klistres på den 44-årige politiker, der ikke giver meget for den identitetspolitik, der fylder mere og mere.

Gennem årene har hun f.eks. haft mange kontroverser med venstrefløjen for bl.a. sit syn på transpersoners rettigheder, og hun mener, at alt for meget politisk korrekthed er en stor trussel mod britiske værdier og traditioner.

Nigerianske rødder

Kemi Badenochs fulde navn er oprindeligt Olukemi Olufunto Adegoke. Hun er født i London, men opvokset i Nigeria og vendte først tilbage til Storbritannien som 16-årig ung student.

Kemi Badenoch er den første sorte leder i partiets historie. Foto: Mina Kim/Reuters

Det var som »en reaktion på den meget forkælede, privilegerede storbyelite på universiteterne«, at hun tog konservatismen til sig, har hun fortalt i en podcast ifølge BBC.

Før hun gik ind i politik, arbejdede hun inden for it- og bankverdenen og også i en årrække som digital direktør for nyhedsmagasinet Spectator.

Badenoch, der siges at være en stor fan af den ikoniske leder Margaret Thatcher, blev valgt ind i parlamentet for første gang i 2017.

En langstrakt affære

Kapløbet om at blive den nye konservative frontfigur i britisk politik har strakt sig over tre lange måneder.

Seks kandidater meldte sig til konkurrencen, der åbnede i sommer, efter Rishi Sunak annoncerede sin afgang som følge af nederlaget ved valget i juli.

I de første mange afstemningsrunder har det været partiets parlamentsmedlemmer, der har haft til opgave at indskrænke feltet af kandidater én efter én ved hemmelige afstemninger.

I den allersidste afstemningsrunde med de to finalister - Kemi Badenoch og den tidligere immigrationsminister Robert Jenrick - blev afgørelsen lagt i hænderne på alle partiets medlemmer, der i de seneste uger har kunnet afgive deres stemme online eller via brev.

Knap 73 pct. svarende til over 131.000 medlemmer afgav deres stemme med 53.806 stemmer til Kemi Badenoch mod Robert Jenricks 41.388.

Kemi Badenoch var på forhånd favorit til at løbe med sejren, men tallene viser et tættere løb, end flere havde regnet med.

Salen gav højlydte klapsalver, da Kemi Badenoch blev erklæret som vinder og ny formand for De Konservative i Storbritannien. Hendes modstander, Robert Jenrick, sidder til venstre for hende. Foto: Benjamin Cremel/AFP

Projekt genoprejsning

Der venter Badenoch en svær opgave med at samle partiet, der på mange måder befinder sig i kulkælderen.

De Konservative er skrumpet til blot 121 pladser i parlamentet mod Labours 402 medlemmer.

Både Labour og Liberaldemokraterne stjal mange stemmer fra De Konservative ved sommerens valg, og også det fremadstormende højrepopulistiske parti Reform UK truer med at overtage store dele af partiets vælgerskare.

Partiets leder, brexit- og antimigrationsforkæmperen Nigel Farage, har allerede kaldt De Konservative for et »dødt« parti og spået, at UK Reform i en nær fremtid vil blive den mest magtfulde spiller på den britiske højrefløj.

Kemi Badenoch har lovet at hele »det splittede højre« og samle partiet med et mantra om, at det »ikke skal være bange for at være konservativt«.

Men der er også frygt for, at hendes meget direkte facon og konfrontatoriske stil blandt andet i spørgsmål om race og køn kan spænde ben for partiets muligheder for at vinde den tabte opbakning tilbage.