Fortsæt til indhold
Europa

Marine Le Pen har fået en magtfuld kaosknap, som hun kan trykke på, hvornår det skal være

Analyse: Ny fransk regering lever på Marine Le Pens nåde. Der er flere grunde til, at den spås en kort levetid.

Voilà. Så skete det endelig.

Frankrig har efter 2,5 måneders ventetid fået en ny regering, og den skal nu forsøge at samle et splittet land, der stadig slikker sine sår efter sommerens politiske kaos.

Marine Le Pens parti, National Samling (Rassemblement National), er ikke en del af det ministerhold, der blev præsenteret i weekenden, og det var ingen overraskelse.

Men det står klart, at det indvandrerkritiske og nationalistiske parti på den yderste højrefløj i stedet er blevet foræret en position i fransk politik, som det bestemt ikke kan være utilfreds med – og som Le Pens tropper har tænkt sig at udnytte til fulde.