Valget af en ny konservativ formand i Storbritannien er i fuld gang – og det er allerede grimt
De Konservative i Storbritannien leder efter en ny formand, og det fyger allerede med beskyldninger om beskidte tricks. Bliv klogere på hovedpersonerne, og hvad der er på spil.
Der var engang en britisk konservativ politiker ved navn Boris Johnson, der sagde sådan her:
»Mine chancer for at blive premierminister er kun en smule bedre end at få skåret halsen over af en frisbee, blind af en champagneprop, låst inde i et køleskab eller reinkarneret som en oliven.«
Ergo: En meget lille chance.
Men hov, hvad skete der? Boris Johnson blev premierminister i Storbritannien og tilmed én af dem, som mange kommer til at huske lang tid ud i fremtiden.
Om samme skæbne en skønne dag tilfalder den mand eller kvinde, der inden længe bliver udråbt som ny leder af De Konservative i Storbritannien, må tiden vise. Det er i hvert fald ambitionen at vinde regeringsmagten tilbage.
Én ting er dog sikkert.
Den opgave, som venter vinderen af det igangværende formandsopgør, er radikalt anderledes, end hvad partiet har været vant til i årevis.