Fortsæt til indhold
Europa

Skal OL-ringene forblive på Eiffeltårnet? Debatten raser i Paris

Paris' overborgmester ønsker at bevare den gode OL-stemning i byen ved at gøre Eiffeltårnets OL-udsmykning permanent. Men ikke alle er lige begejstrede.

Eiffeltårnet pyntet med de fem olympiske ringe er et af de mest ikoniske billeder fra denne OL-sommer, og nu kan udsmykningen meget vel blive permanent.

Paris’ overborgmester, Anne Hidalgo, har tilkendegivet, at hun har bedt Den Internationale Olympiske Komité om lov til at bevare ringene på det verdenskendte tårn – og hun har fået et »ja«.

Men er det en god idé med en permanent OL-udsmykning på et af Frankrigs ypperste vartegn?

Burde pariserne være blevet spurgt om lov?

Og er det den rigtige (franske) måde at værdsætte sin kulturarv på?

Debatten raser.

»Det er en superdårlig idé. Det er et historisk monument, hvorfor besudle det med ringe?« beklager en fransk kvinde sig over for France Bleu.

»Det er dumt! OL har en begyndelse og en slutning. Når det er overstået, er det overstået,« siger Denis, der er nabo til Eiffeltårnet, til France Info.

»Kan de ikke stå et andet sted, f.eks. foran rådhuset?« foreslår en ældre kvinde til avisen Le Figaro.

Beachvolleyturneringen under sommerens OL foregik for foden af Eiffeltårnet. Foto: Gregers Tycho

Der er dog ikke kun lutter kritik af beslutningen. Flere giver udtryk for, at det klæder Eiffeltårnet at være klædt i farver, og at det er en god ting, at OL-minderne bevares på så synlig en måde.

Vil »bevare den festlige stemning«

Også flere af overborgmesterens politiske rivaler har kritiseret beslutningen.

Frankrigs kulturminister, Rachida Dati, var en af de første til at lange ud efter Anne Hidalgo for egenrådigt at gennemtrumfe beslutningen.

Rachida Dati er fra højrefløjspartiet Les Républicains og en af Anne Hidalgos største rivaler. De to kvinder skændes jævnligt højlydt om stort og småt.

»Før der træffes beslutninger eller offentliggøres noget på dette område, er det vigtigt, at alle procedurer og høringer, der har til formål at beskytte kulturarven, respekteres,« skrev hun på Twitter.

Paris' overborgmester, Anne Hidalgo. Foto: Olympia de Maismont/AFP

Anne Hidalgo fastholder, at hun som Paris’ borgmester er i sin fulde ret til at træffe beslutningen.

Paris’ socialistiske overborgmester fortalte første gang om sine planer med at bevare Eiffeltårnet i OL-klæder i et interview med regionalavisen Ouest France i weekenden.

»Franskmændene er blevet forelsket i Paris igen,« lød det fra Anne Hidalgo, der forklarede, at hun med beslutningen ønsker at »bevare den festlige stemning« i byen.

Skepsis vendt til stolthed

I årene og månederne op til OL herskede der i Frankrig, særligt i hovedstaden, en udbredt skepsis mod afholdelsen af den verdensomspændende sportsbegivenhed. Mange frygtede, det ville ende i ét stort kaos, at terrortruslen blev øget, og at det ville blive ulideligt for de lokale at opholde sig i byen under legene.

Men knap var åbningsceremonien overstået, før de skeptiske franskmænd vendte på en tallerken.

Franskmændene var mødt talstærkt op for at støtte de franske atleter under OL. Her ses tilhængere til judoturneringen. Foto: Gregers Tycho

Flere meningsmålinger har vist, at franskmændene oplevede OL-festlighederne som en succes og som en begivenhed, der har været med til at give omverdenen et positivt billede af deres land.

I disse dage er der også stor folkelig opbakning til de igangværende Paralympiske Lege.

OL-ringene, der symboliserer verdens fem kontinenter, skulle efter planen tages ned fra Eiffeltårnet efter De Paralympiske Lege, der slutter den 8. september.

De fem sammenflettede ringe, som hver måler ni meter i diameter, har tilsammen en vægt på 30 tons. Det er for tungt for tårnet at have hængende på sig over længere tid, så planen er, at de nuværende ringe på et tidspunkt vil blive erstattet af en lettere version, skriver BBC.

Foto: Maria Abranches/Reuters

Paris’ overborgmester ønsker også at udstille de 10 statuer af kendte franske foregangskvinder, som var en del af åbningsceremonien, på en af byens boulevarder.

Hun ser også gerne, at den store varmluftsballon, der huser den olympiske flamme, forbliver i hjertet af Paris.

Sidstnævnte er dog en beslutning, der tilfalder præsidenten.

Artiklens emner
OL