Fortsæt til indhold
Europa

Eftersøgt catalansk separatistleder er tilbage i Belgien

Ifølge generalsekretær er det lykkedes for Carles Puigdemont at flygte fra Spanien til Belgien.

/ritzau/

Carles Puigdemont, tidligere catalanske separatistleder fra partiet Junts, er igen tilbage i Belgien og ude af Spanien, siger partiets generalsekretær til nyhedsbureauet Reuters fredag.

Tidligere torsdag viste Puigdemont sig for første gang i syv år i Spanien. Det skete ved et arrangement, hvor han talte foran tusindvis af støtter i Barcelona.

Da han var færdig med at tale, gik han om bag scenen, hvorefter medier og politi var ude af stand til at finde ham.

En jagt blev sat ind, og politiet satte vejspærringer op, hvilket ifølge nyhedsbureauet Reuters skabte trafikkaos flere steder i Barcelona og nær grænsen til Frankrig.

En betjent er blevet anholdt for at hjælpe den catalanske separatistleder, som spanske myndigheder ønsker at anholde, med at flygte fra ordensmagten.

Separatistlederen har ikke sat sine ben på spansk jord, siden han i 2017 blev krævet anholdt for sin rolle i regionens forsøg på at løsrive sig. Dengang flygtede han til Belgien.

- Jeg er kommet her i dag for at minde jer om, at jeg stadig er her, sagde Puigdemont ifølge nyhedsbureauet Reuters fra scenen i Barcelona, hvor han var omgivet af folk fra separatistpartiet Junts.

Tusindvis af støtter tiljublede ham. Hans ankomst var tilsyneladende ikke blevet hindret af politiet.

Han stod ved Triumfbuen i Barcelona, som ligget tæt på det catalanske parlament.

- Længe leve et frit Catalonien, råbte han ifølge nyhedsbureauet AFP.