Tyske landmænd vil skabe trafikkaos over hele landet mandag
Tyske landmænd demonstrerer mandag for at udtrykke deres utilfredshed med regeringens spareplaner.
Tyske landmænd har varslet en større demonstration, hvor de vil blokere dele af det tyske vejnet med deres traktorer. Den vil finde sted mandag.
Det skriver flere tyske medier - heriblandt Der Spiegel og Bild.
Landmændene er utilfredse med, at den tyske regering planlægger at skære i landbrugets tilskud.
En forvaltningsdomstol i Tyskland har givet grønt lys til, at landmændene må blokerer motorveje i landet i forbindelse med demonstrationen.
Allerede i december advarede den tyske landbosammenslutning, som repræsenterer landmændene, om en ”meget barsk” januar.
Advarslen kom fra landbosammenslutningens formand, Joachim Rukwied, skriver det tyske nyhedsbureau dpa ifølge Flensborg Avis.
- Det (forslaget, red.) er en krigserklæring, som vi tager imod. Landmændene vil med deres fortsatte protester sørge for en meget barsk januar, hvis forbundsregeringen ikke trækker disse helt uantagelige forslag tilbage.