Jagten på den tyske løve fortsætter: Politiet har indsat 120 mand i eftersøgningen
En løve strejfer rundt i den berlinske forstad Kleinmachnow, og på trods af over et døgns eftersøgning har politiet endnu ikke fanget det store kattedyr.
Mere end 70 betjente har natten til fredag gennemsøgt et skovområde i forstaden Kleinmachnow, der ligger 20 kilometer sydvest for Berlins centrum.
Træer, buske og krat er blevet endevendt, men man har fortsat ikke fanget det formodet over 100 kg tunge vilddyr, løven, der er sluppet fri.
Derfor har man fredag morgen valgt at intensivere eftersøgningen og sætte 120 ekstra folk ind, skriver mediet Bild.
Politiet i Brandenburg oplyser til Express, at det ekstra mandskab bliver sat ind kl. 7.00 fredag morgen (lokal tid).
Det store kattedyr blev første gang set natten til torsdag.
»Omkring midnat modtog vi en besked, vi ikke havde set komme. To forbipasserende så et dyr på jagt efter et andet. Det ene var et vildsvin, og det andet var tilsyneladende et rovdyr, en hunløve,« fortæller talsmand for politiet i Brandenburg til AFP.
Det er blevet helt klart, at der er tale om løve. Borgere i den tyske forstad har filmet dyret med en mobiltelefon. Og siden har politibetjente observeret løven, siger Kerstin Schroeder fra politiet til AFP.
De tyske myndigheder tager situationen meget alvorligt. Torsdag blev borgere i Kleinmachnow bedt om at blive inden døre.
Politiet har på nuværende tidspunkt indskrænket eftersøgningen til tre hundeparkområder, som ligger i Düppeler-skoven og Wannsee. Områderne er blevet eftersøgt med helikoptere, droner, termiske kameraer og et 15 ton tungt militært køretøj kaldet »survivor«.
»Der er stor risiko og et stort behov for handling. Løver er ikke tamme dyr,« siger lederen af Institut for Dyrepatologi ved Freie Universität Berlin, Achim Gruber, til mediet Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Ifølge mediet Bild skulle løven sidste være spottet i det afspærrede område kl. 20.30 torsdag aften, hvor betjente skulle have råbt af motionsløbere i området: »Kom hurtigt ud af skoven!«.
Der er blevet delt flere videoer af løven, der angiveligt er en hunløve.
Hvordan, løven har fundet vej til den tyske forstad, er et stort ubesvaret spørgsmål. Det tyske politi har været i kontakt med alle zoologiske haver, dyrepakker og cirkusser i nærheden, men ingen vil vedkende sig en fosvunden løve.