Fortsæt til indhold
Europa

Aktionsstyrker sat ind i vild løvejagt i Berlin

En omfattende jagt på en fritgående løve i Berlins forstæder har ikke ført til noget, og nu sætter politiet et anti-terror køretøj med aktionsstyrker i spil.

Politiet er talstærkt til stede i Berlins sydvestlige forstæder, efter at flere bekymrede borgere sent onsdag aften ringede ind med meldingen om, at de havde set en løve strejfe rundt.

På trods af en omfattende eftersøgning med helikopter og termiske kameraer torsdagen igennem er løven stadig ikke fundet, og politiet har nu sat et 15 tons tungt pansret køretøj ind i jagten. Det skriver Bild.

Det tærrængående køretøj med navnet »survivor« bruges normalt til eksempel til at forsvare sig mod terrorisme eller voldelige demonstrationer. Men det kører ifølge Bild torsdag eftermiddag rundt bemandet med hætteklædte aktionsstyrker i et skovområde i bydelen Kleinmachnow, hvor løven først blev set.

Berlins politi har samtidig bedt folk om at holde sig inden døre og holde kæledyr i hjemmet. Mere end 100 politifolk, dyrlæger og jægere deltager i jagten.

At borgerhenvendelserne viste sig at være ægte, kom bag på politiet, siger politiets talsmand, Daniel Keip, til public-service mediet RBB:

»Om sommeren hører man ofte rapporter om krokodiller i badesøer, og så viser det sig, at det var en stor and. I dette tilfælde er det åbenbart helt ægte. Vi har at gøre med en løvinde, der strejfer frit gennem Teltow, Stahnsdorf og Kleinmachnow.«

En video delt på Twitter - som politiet mener er ægte - viser angiveligt den jagtede formodede hunløve i et skovklædt boligområde i Kleinmachnow.

Løvens oprindelse er dog et mysterium for politiet, da ingen lokale zoologiske haver, dyrereservater eller cirkusser har meldt ud, at en løve skulle være flygtet fra deres faciliteter. Politiets foreløbige teori er, at dyret kan være stukket af fra et cirkus.