Spansk kystvagt har reddet 86 migranter ved De Kanariske Øer
Flere hundrede migranter fordelt i flere både kan have været på havet nær De Kanariske Øer i mange dage.
Spaniens kystvagt har reddet 86 migranter fra en båd nær De Kanariske Øer.
Det meddeler kystvagten ifølge nyhedsbureauet AFP.
Båden var tidligere mandag blevet set fra et fly, som Spaniens kystvagt havde sendt i luften for at lede efter en båd med omkring 200 migranter, der har været savnet i næsten to uger.
Det meddelte en talsperson for kystvagten mandag ifølge AFP og Reuters.
Sidst på eftermiddagen lyder meldingen fra kystvagten, at mandskabet på flyet oprindeligt havde vurderet, at ”der kunne være 200 mennesker om bord”.
Men det var formentlig ”svært at afgøre antallet af mennesker fra luften”.
Der er ikke umiddelbart nogen oplysninger om migranternes tilstand.
Ifølge den spanske menneskerettighedsorganisation Caminando Fronteres sejlede de cirka 200 migranter i en fiskebåd fra Kafountine i det sydlige Senegal for knap to uger siden. Det er omkring 1700 kilometer fra Tenerife.
Gruppen siger, at der er mange børn om bord på båden.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er yderligere to både med henholdsvis 65 og mellem 50 og 60 mennesker om bord savnet. De har været savnet i 15 dage.
Det vil sige, at over 300 migranter er savnet ud for De Kanariske Øer.
Helana Maleno fra Caminando Fronteres siger, at familierne til de, der er om bord på bådene, ikke har hørt fra dem, siden de forlod Senegal.
- Familierne er meget bekymrede. Det er omkring 300 mennesker fra det samme område i Senegal, siger hun ifølge Reuters.
De Kanariske Øer, der ligger ud for Vestafrikas kyst, er blevet en hoveddestination for migranter, der forsøger at komme til Spanien.
Sommeren er den travleste periode for denne type af forsøg på at nå Europa.
Migrantruten via Atlanterhavet er en af de dødeligste i verden. Den bruges typisk af migranter, der kommer fra den del af Afrika, der ligger syd for Sahara.
Mindst 559 mennesker - herunder 22 børn - døde i 2022 i forsøget på at nå De Kanariske Øer ifølge data fra FN’s internationale organisation for migration.