Macron afbrød topmøde og hastede hjem til Frankrig
Kaosset fortsætter på tværs af Frankrig, hvor voldelige optøjer har medført ødelæggelser og sammenstød i flere byer. Krisen puster til de politiske stridigheder i et land, hvor debatten om indvandring fylder i debatten.
Fredag måtte den franske præsident Emmanuel Macron haste hjem fra et EU-topmøde i Bruxelles til et Frankrig i flammer.
Det gjorde han for at lede det andet krisemøde på bare to dage, hvor republikkens ministre drøftede den eskalerende voldsspiral, som landet har været kastet ud i, siden en 17-årig dreng blev skuddræbt af en politibetjent tidligt tirsdag morgen i en forstad til Paris.