Fortsæt til indhold
Europa

Wagner-leder: Russisk angreb har dræbt stort antal Wagner-styrker

Wagner-chef Prigozjin beskylder Rusland for missilangreb på Wagner-soldater. Rusland afviser.

/ritzau/

Lederen af Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, beskylder fredag den russiske militærledelse for at have beordret angreb på Wagner-soldater.

Det sker i en lydoptagelse sendt fra hans talspersoner.

Han beder Rusland om ikke at yde modstand mod styrker tilhørende den private militære russiske gruppe.

- Rådet af generaler i PMV Wagner er nået frem til en beslutning - den ondskab, som dette lands militære ledelse bringer med sig, må stoppes, siger han.

Prigozjin hævder, at et stort antal Wagner-soldater er blevet dræbt i et russisk angreb.

- Vi var klar til at gøre indrømmelser over for forsvarsministeriet, overgive vores våben, siger han i lydoptagelsen.

- I dag - da de ser, at vi ikke er blevet knækket - udførte de missilangreb på vores bagerste lejre.

Det russiske forsvarsministerium afviser at have angrebet Wagner-soldater. Det fremgår af en meddelelse bragt af det russiske nyhedsbureau Tass.

- Alle budskaber og videooptagelser - som deles på sociale medier på Prigozjins vegne - som påstår, at det russiske forsvarsministerium gennemførte et angreb på Wagner-lejre, har ikke bund i virkeligheden og er medieprovokationer, udtaler ministeriet.

Under krigen er Prigozjin blevet stadig mere kritisk over for Kreml. Også tidligere fredag rettede han skarp kritik mod Rusland.

Wagner-gruppen er et privat militærfirma, der sender sine soldater ud for at kæmpe rundt om i verden.

Gruppen har været aktiv i Ukraine, Syrien og afrikanske lande og er gentagne gange anklaget for krigsforbrydelser.

Gruppen kæmpede på russisk side, da Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen, og den har også været aktiv på russisk side under krigen i Ukraine, blandt andet med en fremtrædende rolle under kampene om byen Bakhmut.