Fortsæt til indhold
Europa

Har Boris Johnson flere skud i bøssen?

Ingen i Storbritannien tror for alvor på, at den farverige tidligere premierminister har sagt sit sidste ord efter dommen i partygate.

Paris

Efter 14 måneders efterforskning præsenterede et tværpolitisk udvalg torsdag en rapport med sønderlemmende kritik af den tidligere premierminister Boris Johnson, der beskyldes for bevidst at have ført parlamentet bag lyset.

Udvalgets anbefaling var ifølge BBC at suspendere Johnson fra Underhuset i 90 dage, hvis han stadig havde været medlem. Men allerede inden offentliggørelsen tog Johnson i sidste uge konsekvensen og meddelte, at han forlader parlamentet øjeblikkeligt.

I en vred erklæring bedyrede han sin uskyld og kaldte udvalget for en kængurudomstol, hvis eneste formål var at erklære ham skyldig uanset kendsgerningerne. Alt sammen led i en sammensværgelse for at annullere brexit.

Han betegnede rapporten som en skændsel og en parodi og lod samtidig forstå, at dette ikke er slutningen på en af de mest bemærkelsesværdige og kaotiske karrierer i britisk politik.

Det store spørgsmål nu er derfor, hvordan en af Ukraines vigtigste støtter i kampen mod Rusland vil organisere sin egen modoffensiv, der skal bringe ham tilbage til Downing Street 10?