»Tvungen solidaritet« og sagsbehandling ved grænsen skal løse Europas udfordring med migranter
Antallet af nye asylansøgninger og migranter i EU stiger, og udfordringen overgår flere steder krisen i 2015. Trods stor uenighed har EU’s medlemslande godkendt forslag, der skal fordele byrden.
BRUXELLES
EU’s medlemslande gav sent torsdag aften grønt lys til flere elementer i en gennemgribende reform af det europæiske asylsystem efter syv års politisk stilstand.
Aftalen baner vejen for, at flere migranter får deres asylsag hastebehandlet ved grænsen, når de ankommer til EU. Det skal sikre hurtigere hjemsendelser.
Samtidig tvinges alle til at løfte en del af den byrde, der lige nu tilfalder særligt Italien og Grækenland på EU’s ydre grænse. Medlemslandene kan vælge imellem at sende penge eller selv tage imod flygtninge.