Ekskonge vender hjem med retssag hængende over hovedet
Spaniens skandaliserede ekskonge ventes at besøge sit hjemland i næste uge. I 2020 drog han i selvvalgt eksil efter korruptionsanklager. Nu er han blevet sagsøgt for chikane af sin danske tidligere elskerinde.
Det bliver næppe til lyden af fanfarer, at den forhenværende konge af Spanien, Juan Carlos, angiveligt snart aflægger sit hjemland visit.
Den udskældte ekskonge forlod Spanien i 2020 som følge af en stribe kontroverser og en efterforskning af hans personlige skattesager. Han drog i eksil i Abu Dhabi og har siden kun besøgt sit hjemland en enkelt gang.
Ekskongens forestående besøg ventes at blive en torn i øjet for den spanske regering, hvis myndigheder har måttet skrinlægge efterforskningen af Juan Carlos’ finansielle forhold, der angiveligt indebar omfattende skatteunddragelse og mistænkelige betalinger til bankkonti i skattely.