Valgtriumf til CDU i Berlin - men tvivl om magtskifte
De konservative gik 10 procentpoint frem, mens SPD led historisk nederlag og tabte til De Grønne.
Det konservative CDU, som i årevis har været i opposition i Berlin, gik frem med hele 10 procentpoint til over 28 procents opbakning ved søndagens valg i den tyske hovedstad, viser de seneste prognoser. Trods sejren er det usikkert, om de konservative kommer til at regere.
Socialdemokraterne i SPD måtte nøjes med 18,4 procent, hvilket er et historisk lavpunkt for partiet og dermed også for forbundskansler Olaf Scholz i Berlin.
Resultatet placerer SPD på en tredjeplads i valget med et knebent nederlag til De grønne, som ifølge prognoserne fik 18,5 procent af stemmene - omtrent den samme stemmeandel, som partiet havde bag sig før valget.
Det er fortsat uklart, hvordan det nye bystyre i Berlin kommer til at se ud.
CDU’s spidskandidat Kai Wegner kalder valgresultatet en fænomenal succes.
– Vores opgave er at danne en stabil regering i Berlin, siger han efter sit partis første valgsejr i den tyske hovedstad i over 20 år.
Omkring 2,4 millioner indbyggere kunne deltage i valget af et nyt senat.
Venstrefløjspartiet Die Linke går en smule tilbage fra 14 procent i 2021 til mellem 12,5 og 13 procent ved søndagens omvalg. Det indvandringskritiske Alternative für Deutschland (AfD) går lidt frem til omkring 9,1 procent.
Hvis prognoserne holder, kan CDU indtage 47 pladser i Berlins senat, mens SPD kan indtage 32, De Grønne 32 og Die Linke 21.
Det vil i så fald betyde, at den såkaldte rød-grøn-røde koalition kan håbe på at kunne fortsætte.
Men CDU har fokus på det gode resultat til Kai Wegner.
- Han har et klart mandat til at regere. Berlin har brug for en regering, hvor man ikke arbejder mod hinanden, men med hinanden, siger generalsekretær Mario Czaja.
- Berlin har valgt en ny start, siger han til ZDF.
/ritzau/dpa