Ilden spredte sig over 7.000 kvm i indkøbscenter i Moskva: Nu har myndighederne fundet årsagen
En kæmpe brand har raseret et storcenter i Moskva.
Natten til fredag brød en brand ud i et kæmpe indkøbscenter i udkanten af Ruslands hovedstad Moskva.
Flammerne spredte sig med hastige skridt på ca. 7.000 kvm på gangpartier og butiksarealer i morgentimerne, hvor 70 brandmænd og 20 brandbiler ifølge russiske myndigheder forsøgte at få bugt med flammerne.
Storcentret Mega Khimki har tidligere huset en lang række vestlige butikker og kæder, inden virksomhederne trak sig ud af Rusland, efter landet invaderede Ukraine i februar.
Eksempelvis var det her den svenske møbelfabrikant IKEA åbnede sin første butik i Rusland.
Branden startede på den tyske byggemarkedskæde OBI’s område. Den russiske afdeling solgte den tyske virksomhed i foråret, og nu den ejes bl.a. af den russisk-fødte og tysk-israelske forretningsmand Josef Liokumovich.
I OBI fik branden fat i bøtter af maling og kemikalier, og det skabte en stor eksplosion.
En person er omkommet under branden, og det drejer sig ifølge flere medier sig om en sikkerhedshedsvagt, der døde efter en metalkonstruktion faldt ned over ham.
Først lød udmeldingen, at russiske myndigheder mente, at branden var påsat. Men ifølge den russiske nyhedstjeneste TASS, så har man nu fastslået, at branden skyldes en svejseulykke i en bygning, der var under renovering, og som støder op til OBI-butikken.
I alt var der 20 personer i bygningen, da branden brød ud, og 19 blev altså evakueret.
Rusland har de senere år kæmpet med en række dødelige brande som konsekvens af manglende sikkerhed i offentlige bygninger.
I november døde 15 mennesker, fordi en bar i byen Kostroma brød i brand, da en beruset mand havde angiveligt affyrede fyrværkeri.
I 2018 dræbte en brand 60 mennesker i et indkøbscenter i den sibiriske by Kemerovo, og i 2009 dræbte en anden ildebrand på en natklub i byen Perm i Uralbjergene 156 mennesker.