Migranter i titusindvis rejser igen over Balkan med kurs mod EU
Østrigs regering advarer om en regulær migrationskrise, der overbelaster landets modtagecentre. Millioner af kroner i EU-bistand sendes til Serbien og Nordmakedonien for at bringe situationen under kontrol.
BRUXELLES
Nickelsdorf ligger under en kilometer fra en af de store grænseovergange imellem Østrig og Ungarn. Fra første parket oplever landsbyens borgmester en ny strøm af migranter på vej mod Vesteuropa.
»Mængden, der kommer, vokser og vokser. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer,« siger Gerhard Zapfl fra det østrigske socialdemokrati.
Natten før ankom 100 migranter til landsbyen, men tallet svinger alt efter vejret, forklarer han. Langt de fleste tilbageholdes af politiet og det østrigske militær ved selve grænsen. Enkelte formår dog at nå helt til landsbyen, før de tilbageholdes.
»Nogle af migranterne blev fanget tæt på skolen, og det er ikke en god situation,« siger borgmesteren.