- Opdateret 13/10/2022 kl. 21:28
Russer anholdt på vej ud af Norge med droner
En russer har erkendt at flyve med droner i Norge, efter han blev anholdt af norsk politi på vej til Rusland.
Norsk politi anholdt tirsdag en russer, der ville krydse den norsk-russiske grænse med to droner i sin besiddelse. Det oplyser den statsejede tv-station NRK.
Russeren erkender at have fløjet med drone i Norge, oplyser hans forsvarer til den norske avis Dagbladet.
Russeren blev anholdt i Storskog, der er en grænseovergang mellem Norge og Rusland tirsdag. Der blev beslaglagt store mængder film, oplyser NRK.
Storskog ligger i regionen Troms og Finnmark.
- Han blev stoppet ved Storskog den 11. oktober på vej ud af Norge. Det var en normal kontrol af told og politi, hvor de opdagede droner i hans bagage, siger politiadvokat Anja Mikkelsen Indbjør i Finnmark politikreds til NRK.
Torsdag blev manden stillet for en dommer med henblik på varetægtsfængsling. Politiet bad om to ugers fængsel, mens manden anmodede om at blive løsladt, oplyser forsvareren.
Manden er sigtet for overtrædelse af sanktionsloven og sanktionsbestemmelserne, som trådte i kraft, efter Rusland invaderede Ukraine.
Paragraffen foreskriver ifølge NRK, at russiske selskaber ikke må flyve til Norge.
Ud over dronerne havde manden også flere harddiske med sig. Politiet vil gennemgå beslaglæggelsen og se på omfanget og indholdet af droneoptagelserne.
Justitsminister i Norge Emilie Enger Mehl fra Centerpartiet (Sp) er orienteret om sagen.
- Ifølge sanktionsbestemmelserne er det forbudt for russiske personer at flyve med droner i Norge.
- Vi har iværksat en række tiltag på det seneste for at gøre os bedre rustet til at møde en øget efterretningstrussel og muligheder for at undgå, at nogen omgår sanktionsreglerne, siger justitsministeren.
Hvis sigtelsen mod manden bliver forlænget, vil den norske efterretningstjeneste, PST, overtage efterforskningen. Til netavisen VG siger PST, at man har været aktivt involveret i sagen.
- PST er i tæt kontakt med lokalpolitiet, og den indledende efterforskning skal være med til at afklare, om efterforskningen skal overtages af PST eller fortsætte med lokalpolitiet, siger kommunikationschef Trond Hugubakken til VG.
PST oplyser, at det er for tidligt at sige, om droneflyvningen kan være spionage.
Der ventes en afgørelse fra retten torsdag aften eller fredag.
/ritzau/ntb